Kvalitetsstandard for genoptræning
Ydelsens formål
Formålet med ydelsen er at genvinde eller lære kompenserende færdigheder, så borgeren er i stand til at leve så selvstændigt og aktivt som muligt.
Ydelsens omfang
Træningen er målrettet og tidsbegrænset. Den tilbydes som hovedregel i 3 måneder fra 1-3 gange pr. uge efter en konkret, individuel vurdering. Behov for evt. yderligere indsats vurderes løbende.
Aktiviteter
Ydelsen indeholder flere forskellige aktiviteter:
- Genoptræning af borgere med nedsatte funktioner pga. sygdom, der ikke behandles i tilknytning til sygehusindlæggelse
- Ydelsen foregår enten som holdtræning eller individuelt
- Den individuelle træning foregår enten på træningscenter eller i hjemmet
Træningen finder sted:
- Plejecenter Rosengården, Ørbæk
- Vestervold Aktivitetscenter, Nyborg
- Plejecenter Egevang, Ullerslev
- Træningsafdelingen på Nyborg Sygehus
Hvem visiterer til ydelsen?
Alle inklusiv borgeren selv kan henvende sig vedrørende træning. Vurderingen foretages af ergo- og fysioterapeutgruppen på et vurderingsbesøg. Ifølge vejledning om god forvaltningsskik nr. 90 af 07/06/2000 pkt. 42 bør en henvendelse fra andre end borgeren selv kun ske i samråd med borgeren.
Hvem kan modtage ydelsen?
Borgere over 18 år, der bor i Nyborg Kommune og som:
- Har brug for træning af såvel fysiske som psykiske/kognetive og sociale færdigheder
- Har midlertidig nedsat funktionsevne efter sygdom, som ikke kræver sygehusindlæggelse
- Er motiverede for træning og interesserede i at arbejde målrettet
- Efter en konkret, individuel vurdering har potentiale for at forbedre funktionsevnen på krops-, aktivitets- og deltagelsesniveau
Kompetencekrav til udfører
Genoptræningen varetages af autoriserede ergo- og fysioterapeuter.
Omkostninger for modtager
Træningen er gratis. Hvis borgeren ikke selv kan sørge for transport til træningscentret, kan Nyborg Kommune arrangere kørsel uden omkostninger for borgeren.
Kommunens kvalitetsmål
- Alle henvendelser registreres og vurderes
- Senest 6 hverdage efter henvendelsen tages kontakt til borgeren med besked om, hvornår ergo- eller fysioterapeuten foretager vurderingsbesøg
- Der opstilles konkrete, målbare, dagligdagsrelaterede mål, som evalueres, når træningsforløbet er afsluttet
- Der foretages løbende journalføring i omsorgssystemet
Praktiske oplysninger
Træningsafdelingen træffes alle hverdage 8.30-9.30 og mandag til torsdag desuden 12.30-13.30 på tlf. 6333 7872.
Klagemulighed
Skriftlig klage over træningstilbud eller afslag på træning sendes til:
Nyborg Kommune
Torvet 1
5800 Nyborg
Att.: Kommunalbestyrelsen
Lovgrundlag
Lovgrundlaget for ydelsen er Servicelovens § 86 stk. 1. "Kommunalbestyrelsen skal tilbyde genoptræning til afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse"