Print Tip en ven

Ældrecheck

Hvis du er folkepensionist og ikke har en likvid formue på over 77.700 kr. inden 1. januar, kan du få udbetalt den supplerende pensionsydelse – også kaldet ældrechecken.

Betingelser

Hvis du er folkepensionist og din likvide formue ikke overstiger 77.700 kr. (pr. 31/12 2011), kan du få udbetalt den supplerende pensionsydelse – den såkaldte ældrecheck. Hvis du er gift, må jeres formue tilsammen heller ikke være større end de 77.700 kr.

Friværdi i fast ejendom indgår ikke i formueopgørelsen, ligesom folkepensionen heller ikke betragtes som formue. Ved likvid formue forstås indestående i banken, kursværdien af obligationer, pantebreve i depot, børsnoterede aktier samt investeringsforeningsbeviser.

Ældrechecken indgår ikke ved beregning af boligydelse.

Beløbets størrelse

Hvis du har en tillægsprocent på 100 er beløbet på 11.200 kr. per person (2012). Beløbet nedtrappes, hvis tillægsprocenten er mindre end 100. Beløb under 200 kr. udbetales ikke. Ældrechecken er skattepligtig.

Tillægsprocenten fremgår af pensionsmeddelelsen, som alle pensionister får tilsendt ved regulering af taksterne i januar og i forbindelse med øvrige ændringer i udbetalingen.

Sådan regnes den personlige tillægsprocent ud

Procenten regnes ud på basis af din og en evt. ægtefælle/samlevers samlede indkomst ud over pensionen. Har du som enlig en ekstraindkomst, der er mindre end 18.500 kr. om året (2012), er tillægsprocenten 100. Du vil derfor få udbetalt den fulde ældrecheck. Er I gift eller samlevende, skal I have under 36.600 kr. (2012) i ekstraindkomst for at få den fulde ældrecheck. Er indtægten højere, trappes procenten ned. Hvis du som enlig har en indkomst på over 64.300 kr. (2012) om året, bliver tillægsprocenten 0, og ældrechecken bortfalder helt. Er du gift eller samlevende bortfalder ældrechecken, hvis I tilsammen har en indtægt på over 128.900 kr. (2012).

Udbetaling og beregning

Nyborg Kommune beregner selv, om du kan få ældrechecken ud fra de oplysninger, vi har i forvejen. Du skal altså ikke selv søge den. Beløbet bliver normalt udbetalt sammen med pensionen i januar måned til folkepensionister, der opfylder betingelserne for folkepension inden den 1. januar i udbetalingsåret.

Kontakt

Pension
Rådhuset, Torvet 1
5800 Nyborg
Tlf. 6333 7015 
E-mail: pension@nyborg.dk  

Send en sikker e-mail

Åbningstider

Mandag  10.00 - 15.00
Tirsdag  10.00 - 15.00
Torsdag  10.00 - 16.30
Fredag  10.00 - 13.00

Telefontider

Mandag  9.00 - 11.00
Tirsdag  9.00 - 11.00
Onsdag  9.00 - 11.00
Torsdag  9.00 - 11.00
Fredag  9.00 - 11.00