Print Tip en ven

Arbejdsløshedsdagpenge

For at få arbejdsløshedsdagpenge, skal du være medlem af en a-kasse og være tilmeldt i dit lokale jobcenter

Regler for at få arbejdsløshedsdagpenge

For at få arbejdsløshedsdagpenge, skal du: 

  • være registreret som arbejdssøgende i dit lokale jobcenter fra den første dag du er ledig
  • have været medlem af en a-kasse i mindst ét år
  • have været beskæftiget som lønmodtager i mindst 52 uger inden for de sidste tre år, hvis du er fuldtidsforsikret.
  • have været beskæftiget som lønmodtager i mindst 34 uger inden for de sidste tre år, hvis du er deltidsforsikret. 
  • have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang i en tilsvarende periode
  • stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder bl.a. at du skal søge og kunne overtage arbejde.  
  • Bekræfte jobsøgning hver uge på Jobnet.dk

Arbejdsløshedsdagpenge i højst fire år

Du har ret til arbejdsløshedsdagpenge i fire år inden for seks år, hvis du opfylder betingelserne. Hvis du har opbrugt retten til dagpenge, og du stadigvæk er ledig, vil du evt. kunne få hjælp fra din kommune. Kommunen udbetaler kontanthjælp og sikrer, at du bliver aktiveret efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats.

Om at være ledigt medlem af arbejdsløshedskasse (åbner i nyt vindue)

Hvor meget kan du få i arbejdsløshedsdagpenge?

Den højeste dagpengesats er på 752 kr. om dagen - det svarer til 3.760 kr. om ugen. Er du deltidsforsikret, er den højeste sats på 501 kr. om dagen, hvilket svarer til 2.505 kr. om ugen (2010). 

Du kan dog højst få 90 pct. af den løn, du tjente, før du blev arbejdsløs. Dagpenge beregnes på grundlag af de sidste tre måneders lønsedler fra den seneste arbejdsgiver.

Udbetaling

Dagpenge er skattepligtige og bliver udbetalt bagud for en måned (dvs. fire-fem uger). Du skal udfylde et dagpengekort for hver periode, du skal have udbetalt dagpenge. I nogle a-kasser er der også mulighed for at indtaste oplysningerne direkte på a-kassens hjemmeside eller via telefon.

Du kan hente dagpengekortet her på siden og udfylde det på skærmen.

AR 272 - Dagpengekort - Månedskort 2010 udgave (åbner i nyt vindue)

Arbejdsmarkedsstyrelsen om udbetaling af dagpenge (åbner i nyt vindue)

Tilmelding til jobcenter

Hvis du bliver arbejdsløs, skal du på den første dag du er ledig henvende dig på dit lokale jobcenter. Her får du udleveret dagpengekort og bliver registreret.

Du kan også tilmelde dig dit lokale jobcenter på internettet via Jobnet. dk. Hvis du ikke melder dig arbejdsløs, kan du ikke få udbetalt dagpenge fra din a-kasse eller kontanthjælp fra kommunen. 

Tilmeld dig som ledig via Jobnet.dk (åbner i nyt vindue)

"Min side" på Jobnet.dk

Når du er tilmeldt som ledig i jobcenteret kan du få et brugernavn og password til din egen personlige side - "Min side" på Jobnet.dk. Du kan enten få brugernavn og password tilsendt med brev til din folkeregisteradresse, eller du kan få det udleveret i jobcentret.

På "Min side" på jobnet kan du afmelde dig jobcenteret hvis du får arbejde, bekræfte hver uge at du er jobsøgende, få adgang til dit CV, se nyheder fra Jobnet.dk, og der er forskellige muligheder for selvbetjening, fx kan du melde ferie eller melde dig syg og rask til jobcenteret.

Afmelding til jobcenter

Du skal afmelde dig i dit jobcenter med det samme du som ledig kommer i arbejde, hvis du er syg i over 14 dage, eller hvis du holder ferie ud over ferieloven.

Du kan enten afmelde dig via Jobnet.dk på "Min side", bruge det afmeldekort, du fik, da du blev tilmeldt på jobcentret som ledig, eller ved at ringe til dit lokale jobcenter. Jobcentret afmelder dig automatisk, hvis du får formidlet arbejde gennem jobcentret, får bevilget børnepasningsorlov eller går på efterløn.

Afmeld jobcenter via Jobnet.dk (åbner i nyt vindue)

At stå til rådighed for arbejdsmarkedet

For at have ret til dagpenge skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet.  A-kassen vurderer, om du står til rådighed for arbejdsmarkedet. For at være til rådighed skal du bl.a.: 

  • være i stand til at overtage et arbejde
  • aktivt søge arbejde med fuld arbejdstid
  • være registreret som arbejdssøgende og have kontakt til dit jobcenter
  • oprette et CV på Jobnet.dk, som skal godkendes senest tre uger efter tilmelding på jobcentret. I CV'et skal du huske at skrive jobønsker som matcher hvor på arbejdemarkedet der mangler arbejdskraft.
  • bekræfte jobsøgning hver uge på Jobnet.dk
  • have bopæl og opholde dig i Danmark
  • kunne overtage arbejde dagen efter, at arbejdet er formidlet af jobcenteret eller a-kassen
  • kunne møde til samtaler og tilbud dagen efter, at du har modtaget indkaldelsen 
  • deltage i kurser og andre tilbud, der øger mulighederne for at få arbejde.  

Bekræft jobsøgning

Hvis du er tilmeldt som jobsøgende, skal du bekræfte, at du søger job mindst hver 7. dag på din egen side på jobnet.dk. Siden hedder Min side. Hvis du fx har bekræftet din jobsøgning en mandag, skal du senest gøre det igen mandagen efter. Det gælder også, hvis du ikke modtager ydelse i form af arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp.

Hvis du ikke bekræfter

Hvis du ikke bekræfter at du søger jobs, vil du blive afmeldt som jobsøgende i jobcentret og miste din ydelse for de dage, du ikke er tilmeldt. Den første gang du glemmer at bekræfte din jobsøgning, vil du dog få en påmindelse, inden du bliver afmeldt. Derefter bliver du afmeldt uden varsel. 

Jobnet om bekræft, at du søger job (åbner i nyt vindue)

Ikke at være til rådighed

Du står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis du er syg, eller ikke ønsker et fuldtidsarbejde eller kun vil arbejde for en bestemt arbejdsgiver eller arbejdsplads. I de tilfælde mister du retten til arbejdsløshedsdagpenge, indtil du som fuldtidsforsikret har haft mere end 300 timers arbejde inden for 10 uger.

Arbejdsdirektoratets pjece Om at stå til rådighed (åbner i nyt vindue)

Du bliver indkaldt til samtaler i a-kassen

Plan for jobsøgning

Efter tre ugers ledighed bliver du indkaldt til et første vejledningssamtale i din a-kasse, hvor du sammen med a-kassen udarbejder en individuel plan for din jobsøgning. Planen danner udgangspunkt for den vurdering a-kassen foretager hver tredie måned af, om du er til rådighed på arbejdsmarkedet.

Medbring jobansøgninger i a-kassen

Du skal medbringe eksempler på jobansøgninger hver gang du skal til samtale i a-kassen. Det gælder den første vejledende samtale og også rådighedssamtalerne, der holdes hver tredie måned. Det skal du, for at a-kassen kan vejlede om hvordan du evt. forbedrer din jobsøgning og samtidig kan vurdere kvaliteten af din jobsøgning.

Hvis a-kassen er i tvivl om din jobsøgning er tilstrækkelig og realistisk, skal a-kassen forlange kopier af samtlige ansøgninger i en bestemt periode.

6-ugers selvvalgt uddannelse

Hvis du er ledig og er medlem af en a-kasse, kan du have ret til seks ugers selvvalgt uddannelse.

Du kan bl.a. deltage i erhvervsrettede voksen- og efteruddannelser, uddannelser på alment og videregående niveau og fagspecifikke kurser.

Over 25 år

Hvis du er fyldt 25 år, skal uddannelsen foregå inden for de første ni måneder hvor du er ledig.

Under 25 år

Hvis du er under 25 år, skal uddannelsen foregå inden der er gået seks måneder af den periode hvor du er ledig. 

Uddannelsesniveau

Du må ikke have en uddannelse der er højere end erhvervsuddannelserne. Fx overstiger en uddannelse som sygeplejerske, pædagog, ingeniør eller lignende niveauet for erhvervsuddannelser.

Hvis du ikke har brugt din højere uddannelse inden for fem år, kan du dog normalt få uddannelsesydelse.

Læs mere om uddannelser på borger.dk eller spørg i din a-kasse.

Skole og uddannelse (åbner i nyt vindue)

Statsanerkendte A-kasser (åbner i nyt vindue)

Uddannelsesydelse

Hvis du vælger at tage seks ugers uddannelse, kan du få uddannelsesydelse i stedet for dagpenge.

Udbetaling af uddannelsesydelse sker på samme måde og på samme tidspunkter, som udbetaling af dagpenge fra a-kassen.

Uddannelsesydelse udbetales af a-kassen efter ansøgning. Du kan få mere at vide om uddannelsesydelse i a-kassen.

Statsanerkendte A-kasser (åbner i nyt vindue)

AR 237 - Ansøgning om uddannelsesydelse til lediges uddannelse på folkeskole- og gymnasialt niveau (åbner i nyt vindue)

AR 238 - Ansøgning om uddannelsesydelse til lediges uddannelse på videregående niveau (åbner i nyt vindue)

AR 239 - Ansøgning om uddannelsesydelse til lediges deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (åbner i nyt vindue)

At miste dagpengeretten

Du skal lægge dit CV på Jobnet.dk. Hvis du ikke gør det senest en måned efter din registrering som arbejdssøgende, risikerer du at miste retten til arbejdsløshedsdagpenge.

Jobnet.dk - dit jobcenter online (åbner i nyt vindue)

Selvforskyldt ledig

Du er selvforskyldt ledig, hvis du fx:  

  • uden gyldig grund opsiger dit arbejde
  • selv er skyld i afskedigelsen
  • uden gyldig grund afviser at tage et "rimeligt arbejde", der formidles af jobcenteret eller a-kassen, eller udebliver fra en jobsamtale med en arbejdsgiver.
  • uden gyldig grund afslår at være med til at udarbejde en jobplan eller afslår/afbryder et tilbud, der er givet efter en jobplan.

Arbejdsdirektoratets pjece Om at være selvforskyldt ledig (åbner i nyt vindue)

Gyldige grunde til at sige op og afvise tilbud om arbejde

Du kan sige dit arbejde op og afvise et tilbud om arbejde uden at få karantæne, når du har en gyldig grund. Det kan fx være, når:  

  • du har lægeattest på, at du ikke kan udføre dit arbejde på grund af sygdom og har gjort rimelige forsøg på at få et andet arbejde på arbejdspladsen.
  • din ægtefælles eller samlevers nye arbejde betyder, at du må flytte langt væk eller
  • du ikke har mulighed for at få passet dine børn 

Karantæne

Har du ikke en gyldig grund, er du selvforskyldt ledig, og du får en karantæne. Det betyder, at du mister dine dagpenge i tre uger.

Bliver du to gange inden for 12 måneder selvforskyldt ledig, mister du retten til dagpenge, indtil du som fuldtidsforsikret har haft mere end 300 timers arbejde inden for 10 uger.

Kontakt a-kassen på forhånd

Din a-kasse kan oplyse dig om konsekvenserne, hvis du afslår et arbejde eller et tilbud, eller hvis du siger op. 

Statsanerkendte A-kasser (åbner i nyt vindue)

G-Dage (Dagpengegodtgørelse)

Du kan ikke få dagpenge fra din a-kasse de første tre dage efter, at du er stoppet med arbejde. I stedet skal din arbejdsgiver betale dig dagpengegodtgørelse (G-dage) de første tre dage, hvor du er helt eller delvis ledig.

Du har kun ret til G-dage, hvis du er medlem af en a-kasse og har været ansat som lønmodtager.

Din arbejdsgiver skal betale G-dage, hvis du: 

  • bliver afskediget
  • bliver hjemsendt
  • ophører med opgave- og tidsbestemt ansættelse og lignende
    sættes på arbejdsfordeling eller
  • får nedsat din arbejdstid   

Arbejdsdirektoratet om G-dage - dagpengegodtgørelse (åbner i nyt vindue)

Nyuddannede

Som nyuddannet har du ret til dagpenge en måned efter du har afsluttet din uddannelse. Uddannelsen skal have varet mindst 18 måneder og være en erhvervsmæssig uddannelse eller en erhvervsgrunduddannelse i henhold til lov om erhvervsgrunduddannelse.

Du skal søge om optagelse i en a-kasse senest to uger efter du har afsluttet uddannelsen. Du kan tidligst blive optaget fra den dag, hvor uddannelsen er gennemført.

Så meget kan du få i dagpenge

Dagpenge til nyuddannede er på 82 pct. af højeste dagpengesats (dimittendsats) - 617 kr. om dagen (2010). Har du først én gang modtaget dimittendsats, skal du vente seks måneder for at få beregnet en individuel sats. Beregning sker på baggrund af de seneste tre måneders beskæftigelse, hvor du har haft mindst 2/3 af fuld arbejdstid. 

Arbejdsdirektoratet om dagpengesatsen for nyuddannede - dimittender (åbner i nyt vindue)

AR 265 - Ledighedserklæring - for nyuddannede og værnepligtige (åbner i nyt vindue)

Værnepligtige

Når du har afsluttet din værnepligt, er du underlagt de samme regler som en nyuddannet, hvis du er optaget i en a-kasse under indkaldelsen (se ovenfor). Dog har du ret til dagpenge efter de almindelige regler, hvis du har haft mindst 13 ugers uafbrudt arbejde før indkaldelsen. 

AR 265 - Ledighedserklæring - for nyuddannede og værnepligtige (åbner i nyt vindue)

Bibeskæftigelse

Har du som lønmodtager en bibeskæftigelse som selvstændig, kan du også have ret til dagpenge. Kravet er, at din bibeskæftigelse til enhver tid kan udføres uden for normal arbejdstid, og at du står til rådighed for arbejdsmarkedet i normalt omfang. 

Din a-kasse afgør, om der er tale om selvstændig virksomhed med ret til dagpenge. Bibeskæftigelse som selvstændig medfører, at dagpengeretten begrænses.  

 Arbejdsdirektoratet om bibeskæftigelse og dagpenge (åbner i nyt vindue)

Supplerende dagpenge

Du kan få supplerende dagpenge, hvis du arbejder på nedsat tid og i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage dagpenge. Beløbet afhænger af arbejdstiden. Du kan få supplerende dagpenge i 30 uger inden for 104 uger.

Frigørelsesattest

Er du ansat med opsigelsesvarsel, skal arbejdsgiveren udstede en frigørelsesattest, før du kan få supplerende dagpenge. 

En frigørelsesattest er en erklæring fra arbejdsgiveren om, at der ses bort fra opsigelsesvarslet, hvis du får arbejde med længere arbejdstid som du er forpligtet til at søge. 

Hvis du afleverer attesten til a-kassen senest fem uger efter, at du er begyndt på arbejdet, får du udbetalt supplerende dagpenge fra ansættelsens første dag. Hvis du ikke afleverer attesten inden 5 uger, kan du først få supplerende dagpenge fra den dag, hvor a-kassen modtager attesten.

Frigørelsesattest og Erklæring om fratræden (åbner i nyt vindue)  

Dagpenge under uddannelse

Du kan som hovedregel ikke få dagpenge, hvis du deltager i uddannelse. Der er dog enkelte undtagelser, hvis du samtidig er parat til at overtage arbejde og aktivt søger arbejde.

Du kan uden at miste dagpengene deltage i bl.a.: 

  • Traditionel aftenskoleundervisning
  • Folkeskolens 8.-10. klassetrin
  • Undervisning under 20 timer om ugen, hvis uddannelsen ikke berettiger til SU, når den udbydes som heltidsuddannelse.
  • Enkeltfagsundervisning under 20 timer om ugen på gymnasialt niveau 

Arbejdsdirektoratet om dagpenge under uddannelse (åbner i nyt vindue)

Klagemuligheder

Du kan klage over afgørelser fra a-kasser og uddannelsesinstitutioner til Arbejdsdirektoratet.

Arbejdsdirektoratet (åbner i nyt vindue)

Du kan klage over afgørelser fra Arbejdsdirektoratet og jobcentre til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Ankestyrelsen om Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg (åbner i nyt vindue)

Flere oplysninger

Du kan få flere oplysninger i a-kassen.

Statsanerkendte A-kasser (åbner i nyt vindue)

Mere information

    Kontakt

    Jobcenter
    Ringvej 3A
    5800 Nyborg
    Tlf. 6333 7800
    E-mail: jobcenter@nyborg.dk

    Send en sikker e-mail

    Åbningstider

    Mandag 9.00 - 15.00
    Tirsdag 9.00 - 15.00 
    Onsdag 9.00 - 15.00
    Torsdag 9.00 - 16.30
    Fredag 9.00 - 13.00 

    Telefontider

    Mandag  9.00 - 15.30
    Tirsdag  9.00 - 15.30
    Onsdag  9.00 - 15.30
    Torsdag  9.00 - 17.00
    Fredag  9.00 - 13.30

    Tekst fra borger.dk

    Teksten på denne side hentes og opdateres fra:

    Link til borger.dk - den fælles indgang til det offentlige Danmark (åbner i nyt vindue)