Kontanthjælp
Du kan søge kontanthjælp, hvis du i en periode ikke er i stand til at forsørge dig selv eller din familie
Reglerne for at få kontanthjælp
For at få kontanthjælp, skal du som det første:
- Henvende dig i jobcentret og melde dig ledig
- Stå til rådighed og gøre noget aktivt for at få et job
Du kan derfor ikke få hjælp, hvis du afviser et rimeligt tilbud om arbejde, aktivering eller andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Ægtefæller har gensidig forsørgelsespligt.
Hvis du ikke får et job med det samme, får du udleveret et ansøgningsskema til kontanthjælp som skal afleveres i udfyldt stand i din kommune.
Først når du er tilmeldt jobcentret, vil din kommune tage stilling til om du er berettiget til kontanthjælp.
For at have ret til kontanthjælp skal dine forhold have ændret sig, så du ikke længere kan forsørge dig selv eller din familie.
Ændringen kan være:
- Arbejdsløshed
- Sygdom
- Barsel
- Separation
- Skilsmisse
Du må ikke have indtægter eller formue, der kan dække dine behov for forsørgelse.
Du skal have opholdt dig i Danmark, Grønland eller Færøerne i syv år inden for de seneste otte år.
Du kan tidligst få udbetalt kontanthjælp en måned efter den første henvendelse til kommunen. Eventuel engangshjælp ydes først fra ansøgningstidspunktet.
Hjælpen skal dække udgifter til bolig, alle faste udgifter, tøj og kost m.v. Størrelsen afhænger af din alder og eventuelle forsørgelsespligt.
Kontanthjælpens størrelse i de første seks måneder
Kontanthjælpen udbetales hver måned og er skattepligtig.
Under 25 år
- Hjemmeboende - 3.065 kr. (2010)
- Udeboende - 6.351 kr. (2010)
- Gravid og er mindst 12 uger henne i graviditeten - 9.857 kr. (2010)
- Med egne børn i hjemmet - 13.096 kr. (2010)
- Hvis du betaler børnebidrag, får du et tillæg oveni hjælpen, der svarer til normalbidraget (børnebidrag) på 1.170 kr.
Du kan max få 13.096 kr. (2010), afhængigt af hvor mange børn du betaler børnebidrag til.
Hvis du fx betaler børnebidrag til et barn, vil du være berettiget til 7.521 kr. (Svarende til 6.351 kr. som udeboende under 25 år + 1.170 kr. - normalbidrag for et barn)
Over 25 år
- Udeboende - 9.857 kr. (2010)
- Med forsørgelsespligt - 13.096 kr. (2010)
Du kan se alle satser for kontanthjælp på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside
Aktuelle satser vedr. kontanthjælp på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside (åbner i nyt vindue)
Nedsættelse af støtten efter seks måneder
Når du har modtaget kontanthjælp i seks måneder i træk, bliver du omfattet af det såkaldte "loft". Det betyder, at din boligstøtte og særlig støtte bliver sat ned.
Læs mere om nedsættelse af hjælpen som følge af "loftet":
Nedsættelse af kontanthjælpen efter seks måneder (åbner i nyt vindue)
Starthjælp
Hvis du ikke har opholdt dig i Danmark, Grønland eller Færøerne i syv år inden for de seneste otte år, kan du søge om starthjælp.
Hjælpens størrelse afhænger af, om du er over eller under 25 år, og om du har forsørgelsespligt over for børn.
Starthjælp pr. måned er:
- Fyldt 25 år, gifte og samlevende - 5.267 kr. (2010)
- Fyldt 25 år, enlig - 6.351 kr. (2010)
- Under 25 år, bor ikke hos forældre - 5.267 kr. (2010)
- Under 25 år, bor hos forældre - 2.618 kr. (2010)
Når du skal søge starthjælp, skal du henvende dig i jobcentret og melde dig ledig.
Forsørgertillæg
Hvis du får starthjælp og har forsørgelsespligt over for børn under 18 år, har du ret til et forsørgertillæg. Der kan max. ydes et forsørgertillæg pr. barn når forældrene bor sammen, og max. to forsørgertillæg pr. husstand.
- Forsørgertillæg, enlige, 1.589 kr. (2010)
- Forsørgertillæg, gifte og samlevende, 1.317 kr. (2010)
Ferie
Du kan ikke holde ferie, når du modtager kontanthjælp. Du skal stå til rådighed, så du med dags varsel kan tiltræde et job eller modtage et tilbud om aktivering. Der er dog mulighed for, at du kan opholde dig andre steder i Danmark end på din bopæl, når det er klart aftalt, hvor kommunen kan kontakte dig, og du kan tiltræde med dags varsel.
Aktiveringstilbud
Hvis du er i et aktiveringstilbud og har været det uafbrudt i mindst 12 mdr., så har du ret til at holde en måned fri med udbetalt kontanthjælp. Er du i jobtræning efter aktivlovens regler, gælder ferieloven. I begge tilfælde skal ferien aftales med kommunen i god tid.
450-timers reglen
Er du gift, og modtager både du og din ægtefælle kontanthjælp, skal I hver især have arbejdet 450 timer inden for de seneste 24 måneder for at bevare retten til kontanthjælp. Hvis en af jer arbejder og den anden modtager kontanthjælp, skal den som modtager hjælp stadig opfylde kravet om at have arbejdet 450 timer inden for de seneste 24 måneder.
Der er tale om en en ny lov fra 1. juli 2009, men der vil være en overgangsordning fra den oprindelige 300-timers regel, til den nye lov er fuldt gældende fra 1. juli 2011.
Nyhed om 450-timers regel (åbner i nyt vindue)
Aktivering af kontanthjælpsmodtagere
Betingelserne for aktivering af kontanthjælpsmodtagere er forskellige afhængig af, om du er under eller over 30 år.
Indsatsen for aktivering vil være rettet mod, at du hurtigst muligt kommer i ordinær uddannelse på almindelige vilkår eller i ordinær beskæftigelse.
Aktivering af personer over 30 år
Er du over 30 år, og har ret til kontanthjælp, har du også ret og pligt til at tage imod et tilbud om aktivering senest efter en sammenhængende periode på ni måneder på kontanthjælp.
Det er jobcenteret, der sammen med dig fastsætter aktiveringen, herunder det ugentlige timetal og hvor længe aktiveringen skal vare. Et tilbud skal som udgangspunkt have en sammenhængende varighed på mindst fire uger.
Aktivering af personer under 30 år
Modtager du kontanthjælp og er under 30 år, skal du aktiveres senest efter, at du har modtaget kontanthjælp i en sammenhængende periode på 13 uger.
Aktiveringen skal have en sammenhængende varighed på mindst seks måneder.
Aktivering af personer under 25 år
Hvis du er ledig og under 25 år kan du kun komme i aktivering hvis:
- du har en erhvervskompetencegivende uddannelse
- du har forsørgerpligt over for hjemmeboende børn
- du ikke kan gennemføre en uddannelse på almindelig vilkår.
For som udgangspunkt, har du pligt til at tage en uddannelse på helt almindelige vilkår som andre unge, dvs. med SU, elevløn eller lignende, og jobcenteret vil pålægge dig at søge ind på, påbegynde og gennemføre en uddannelse.
Tilsyn
Arbejdsdirektoratet fører tilsyn med kommunernes vurdering af, om personer skal have nedsat kontanthjælpen eller ej.
Arbejdsdirektoratet (åbner i nyt vindue)
Vejledning og introduktion
Som led i aktiveringen kan kommunen tilbyde et kortvarigt vejlednings- og introduktionsprogram, der giver råd om muligheder for beskæftigelse og uddannelse m.v.
Kommunen har pligt til at udarbejde en skriftlig plan for aktiveringen, hvis du får kontanthjælp på grund af andre problemer end arbejdsløshed. Hvis du kun har arbejdsløshed som problem, kan du bede kommunen om at lave en plan.
Klagemuligheder
Hvis du er utilfreds med kommunens afgørelse om kontanthjælp eller aktivering, kan du klage til kommunen.
Hvis de ikke er enige i klagen, sender de den videre til Beskæftigelsesankenævnet i den statsforvaltning, som hører til den region, hvor du bor.
Statsforvaltningerne om Beskæftigelsesankenævnet (åbner i nyt vindue)
Du kan klage over afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg
Ankestyrelsen om Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg (åbner i nyt vindue)
Flere oplysninger
Den øverste ansvarlige myndighed på området er Beskæftigelsesministeriet, som bl.a. udarbejder de gældende love og regler.
Beskæftigelsesministeriet (åbner i nyt vindue)