Starthjælp
Starthjælp er en ydelse, der kan gives, hvis man ikke har ret til at få kontanthjælp.
Starthjælp, kontanthjælp og introduktionsydelse
Personer, der opholder sig i Danmark har mulighed for enten at få kontanthjælp, introduktionsydelse eller starthjælp. Kontanthjælp gives til personer, der kommer fra Norden eller EU, hvis de opfylder en række betingelser. Introduktionsydelse gives til udlændinge udenfor Norden og EU de første tre år, de opholder sig i Danmark.
Starthjælp gives til udlændinge, der ikke kommer fra Norden og EU, og som har færdiggjort deres integrationsprogram, samt til andre personer (også danskere), der ikke har opholdt sig i Danmark i længere tid, og som desuden opfylder en række betingelser.
Kontanthjælp
Introduktionsydelse
Betingelser for starthjælp
Der gives starthjælp, hvis man:
- har opholdt sig i Danmark i mindre end 7 år ud af de sidste 8 år. Dette gælder også for danske statsborgere, der har opholdt sig i et land uden for EU
- ikke kan forsørge sig selv
- er tilmeldt et jobcenter som aktiv jobsøgende
- benytter sig af de aktiveringstilbud, der tilbydes
Starthjælpens størrelse
Satserne for den månedlige starthjælp er (2011):
- 2.668 kr. før skat for personer under 25 år som bor hos forældrene
- 5.367 kr. før skat for personer under 25 år som er udeboende
- 6.472 kr. før skat for enlige personer der er fyldt 25 år
- 5.367 kr. før skat for gifte eller samlevende personer, der er fyldt 25 år
Forsørgerpligt
Der er mulighed for at få forsørgertillæg, hvis der er børn under 18 år i husstanden. En husstand kan højest få to forsørgertillæg. Det månedlige forsørgertillæg er (2011):
- 1.619 kr. pr. barn for enlige forældre
- 1.342 kr. pr. barn for gifte og samlevende forældre.
Andre indtægter
Hvis du har indtægter ved siden af starthjælpen, kan du tjene 35,51 kr. pr. arbejdstime (2011). Det du tjener udover de 35,51 kr. trækkes fra i din starthjælp.
Der kan højest fradrages for 160 timer månedligt.
Klagemuligheder
Det er kommunen, der er ansvarlig for behandlingen af sager vedrørende starthjælpen. Du kan klage over kommunen hos det Sociale Nævn.
Det Sociale Nævn (nyt vindue)
Flere oplysninger
Du kan få flere oplysninger hos kommunen og på hjemmesiden nyidanmark.dk
Udlændingeservice' hjemmeside nyidanmark.dk (nyt vindue)