Behandling for barnløshed
Enlige og par kan få behandling for ufrivillig barnløshed – i praksis kommer man ikke på venteliste i det offentlige, hvis kvinden ikke er fyldt 40 år.
Hvordan får du behandling?
Langt De fleste par vil blive gravide, hvis de forsøger regelmæssigt inden for 1-2 år. Mange søger dog hjælp, hvis det ikke er lykkedes det første år. Den praktiserende læge kan henvise til behandling for barnløshed i det offentlige sundhedsvæsen.
Behandling kan fx være insemination med sæd fra egen partner eller anonym sæddonor, eller det kan være med reagensglasmetoden, hvor æg udtages og befrugtes uden for kvindens krop, hvorpå de lægges op i livmoderen. Hvilken metode der er den bedste for dig, kan undersøgelser vise.
Hvem kan henvises til behandling?
Såvel enlige kvinder (herunder også lesbiske par) som par kan blive behandlet med kunstig befrugtning i det offentlige system.
For at komme i behandling på en offentlig klinik:
- må parret ikke have fælles børn
- enlige skal være barnløse
Dog kan behandling med evt. overskydende nedfrosne-optøede befrugtede æg tilbydes, selv om parret fik barn/børn efter den behandling, de overskydende æg stammer fra.
På de offentlige fertilitetsklinikker tilbydes du et begrænset antal behandlinger. Det anslås at ca. 2/3 af henviste bliver med barn.
Hvor får du behandling?
Find de offentlige fertilitetsklinikker på sundhed.dk (nyt vindue)
Flere oplysninger
På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om kunstig befrugtning (nyt vindue)