Arkiver
Når man bliver skilt, skal man som hovedregel separeres først.
Bevilling af skilsmisse
For at sætte en skilsmissesag i gang skal du søge om separation eller skilsmisse hos din statsforvaltning. Er I enige om skilsmissen - fx om ret til lejebolig osv. - kan statsforvaltningen bevilge skilsmissen. Er I ikke enige om vilkårene efter en skilsmisse, skal de fastsættes af en domstol. Statsforvaltningen kan sende en skilsmissesag i retten, hvis skilsmissen og vilkårene virker betænkelige.
Se oversigt over statsforvaltninger (åbner i nyt vindue)
Et halvt år eller et helt års separation
Hvis I er enige om at ville skilles, skal I være separeret i et halvt år, før skilsmissen kan gå igennem. Er I ikke enige, kan I blive skilt efter et års separation. I kan derefter blive skilt, når en af jer ønsker det, men statsforvaltningen skal bevilge skilsmissen. I skal til et møde i statsforvaltningen, hvor I får en grundig og upartisk vejledning om vilkårene og konsekvenserne af jeres beslutning, inden skilsmissen bevilges. Hvis I begge ønsker det, er der i de fleste tilfælde mulighed for at fravælge mødet i statsforvaltningen.
Se oversigt over statsforvaltninger (åbner i nyt vindue)
Skilsmisse uden separation
I særlige situationer kan I blive skilt uden at skulle være separeret først. Det gælder:
- hvis I i to år har levet hver for sig pga. uoverensstemmelser
- hvis en af jer har været utro inden for de sidste to år, og den anden ikke har været indforstået med eller tilgivet handlingen. Skilsmissen skal søges senest et halvt år efter, at man finder ud af utroskaben
- hvis din ægtefælle har begået vold af grovere karakter imod dig eller dine børn. En skilsmisse med denne baggrund skal søges senest et år efter, at man opdager volden. Volden skal derudover være begået inden for de seneste tre år
- hvis din ægtefælle ulovligt har taget dine børn med til udlandet eller tilbageholder børnene i udlandet
- hvis din ægtefælle har giftet sig med en anden.
Bodeling
Når I går fra hinanden og skal dele boet, skal den fælles formue så vidt muligt deles lige over. Det gælder dog ikke, hvis ægteskabet har været meget kortvarigt - under 5 år - og uden økonomisk fællesskab af betydning. Er der lavet en ægtepagt, som giver den ene eller jer begge særeje, skal de værdier, som ægtepagten omfatter, ikke deles.
Jeres nettoformue, dvs. de samlede værdier minus gæld, deles lige over. Hvis den ene har gæld, overtager den anden dog ikke halvdelen af gælden.
Fra 1. januar 2007 bevarer ægtefællerne som regel retten til deres egne pensioner. Det vil sige, at alle typer pensioner, også rate- og kapitalpensioner, beholdes af den, der har tegnet dem. Hvis en skilsmissesag er startet inden årsskiftet, behandles den efter de gamle regler.
Hvis I ikke kan blive enige om bodelingen, kan I vælge at lade skifteretten afgøre sagen. Skifteretten ligger i byretterne. Skifteretten kan først træde til, når I er blevet skilt eller separeret.
Familiestyrelsen om separation og skilsmisse (åbner i nyt vindue)
Gebyr
Det koster 500 kr. (2009) at få behandlet en sag om skilsmisse i statsforvaltningen. Ved en retssag skal parterne selv betale sagens omkostninger, men der skal ikke betales retsafgift.
Flere oplysninger
Du kan få flere oplysninger hos statsforvaltningen eller Familiestyrelsen. Den øverste myndighed på området er Justitsministeriet, der fastsætter lovgivningen på området.
Statsforvaltningernes pjece: Når vi skal skilles - pjece om skilsmisse og separation (pdf åbner i nyt vindue)
Se oversigt over statsforvaltninger (åbner i nyt vindue)
Information om Familiestyrelsen (åbner i nyt vindue)
Information om Justitsministeriet (åbner i nyt vindue)