Vindmølleplan - fordebat
Inden vi går i gang med planlægningen til en ny vindmølleplan for Nyborg Kommune, har der her på siden været mulighed for at komme med ideer, forslag og bemærkninger for opsætning af nye vindmøller i kommunen.
Se alle de indkomne kommentarer her (pdf åbner i nyt vindue)
I forbindelse med denne idéfase har vi udarbejdet en debatfolder der udleveres på kommunens biblioteker og i borgerservice. I folderen har vi udpeget nogle områder i kommunen, hvor det er muligt at stille nye vindmøller op, i de størrelser der opstilles i dag - typisk omkring 130 meter.
Se hele folderen her (pdf åbner i nyt vindue).
En række betingelser skal være opfyldt for at placere store vindmøller i landskabet: afstandskrav til naboer for støj- og refleksgener, opfyldelse af natur- og miljøinteresser, kulturmiljøinteresser mv.
Kommunen har vurderet alle landskabsområder og fundet frem til fire mulige områder.
Du kan se alle de potentielle områder kommunen har vurderet på her (jpg åbner i nyt vindue)
Kan jeg få dækket mit værditab på fast ejendom, hvis jeg bliver nabo til en vindmølle?
I december 2008 blev en VE-lov (lov om fremme af vedvarende energi) vedtaget, som bl.a. fastsætter bestemmelser for processen for eventuel tildeling af erstatning til naboer af nye vindmøller.
Hvis en taksationskommission vurderer, at opstilling af en vindmølle på over 25 meter vil medføre et tab på din ejendom på mindst 1% af ejendomsværdien, er vindmølleopstilleren forpligtet til at betale dig værditabet.
Du kan læse mere om værditab her (åbner i nyt vindue)
Hvad går den grønne ordning ud på?
Når der opstilles nye vindmøller i en kommune, kan kommunen søge om midler efter den grønne ordning til finansiering af initiativer, der fremmer den lokale accept af vedvarende energikilder. Det kan fx være anlægsarbejder, der styrker landskabelige- og rekreative værdier i kommunen, eller kulturelle og informative aktiviteter i lokale foreninger.
Du kan læse mere om grøn ordning her (åbner i nyt vindue)
Kan jeg købe andele i en vindmølle?
Hvis der stilles vindmøller op i dit nabolag, bliver du indkaldt til et orienteringsmøde forud for et projekt. Det sker gennem annoncering i den lokale avis.
Du kan købe en andel i en ny vindmølle, hvis du bor inden for en afstand af højest 4,5 km fra det sted, hvor vindmøllen skal stilles op. Sekundært kan øvrige beboere i Nyborg Kommune købe andele. Naboer til vindmøller har fortrinsret til at købe andele.
Du kan læse mere om at købe andele i en vindmølle her (åbner i nyt vindue)
Nyborg Kommune
Teknik- og Miljøafdelingen