Sygesikringsgruppe
Den offentlige sygesikring giver mulighed for at vælge mellem to sygesikringsgrupper.
Vælg mellem:
- Gruppe 1 - tilmeldt en bestemt praktiserende læge
- Gruppe 2 - ikke tilmeldt en bestemt praktiserende læge.
Vær opmærksom på at valg af sikringsgruppe kan have indvirkning på evt. børns (under 15 år) tilknytning til nuværende læge.
Personer mellem 15 og 18 år kan vælge sikringsgruppe uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver eller værge.
Sikringsgruppe 1
Borgere der er gruppe 1-sikrede, skal ikke betale for behandlingen hos den praktiserende læge eller speciallæge.
Borgere, der er tilmeldt gruppe 1, skal være tilmeldt en praktiserende læge.
Efter henvisning fra den praktiserende læge, kan gruppe 1-sikrede søge behandling hos speciallæger, fysioterapeuter, fodterapeuter samt psykologer, og opnå sygesikringstilskud hertil. Du behøver ikke henvisning til tandlæge eller kiropraktor.
Sikringsgruppe 2
Du kan frit søge behandling hos praktiserende læge, speciallæge, tandlæge og kiropraktor, samt efter henvisning af en læge hos fysioterapeut, fodterapeut og psykolog.
Du modtager et tilskud fra sygesikringen, der svarer til sygesikringens udgift for en tilsvarende behandling af en gruppe 1-sikret patient.
Alment praktiserende læger, speciallæger, tandlæger og fysioterapeuter fastsætter selv størrelsen af honoraret for behandling. Behandling hos fodterapeuter, kiropraktorer og psykologer sker til honorarer aftalt med sygesikringen.
Hvis du benytter en læge, der ikke har overenskomst med sygesikringen, og du selv har betalt hele udgiften, kan du ved henvendelse til Nyborg Kommunes Borgerservice få refunderet en del af udgiften.
Skift gruppe
Du kan selv skifte sygesikringsgruppe herunder, eller du kan henvende dig til Nyborg Kommunes Borgerservice. Ændringen har virkning 14 dage efter, vi har modtaget din ansøgning. Fornyet gruppeskift kan tidligst finde sted 1 år efter. Ved gruppeskift skal du betale 165 kr. (2009) for et nyt sundhedskort (tidl. sygesikringsbevis).
Skift sygesikringsgruppe - mulighed for betaling med Dankort
Mere information
Kontakt Nyborg Kommunes Borgerservice eller læs mere om sygesikring på borger.dk.
Borger.dk - sygesikringsgruppe (åbner i nyt vindue)