Print Tip en ven

I Nyborg er vi faktisk ret gode til at uddanne og føre tilsyn med vores plejefamilier

Det er med en vis undren, at de tre familieplejekonsulenter i Nyborg Kommunes Socialafdeling ser på den kritik, de danske medier de seneste par måneder har kastet efter kommunerne omkring uddannelse og tilsyn af plejefamilierne.

I Nyborg tager vi hånd om vores plejefamilier.

De har nemlig styr på sagerne og kan slet ikke nikke genkendende til kritikken.

Kritikken har i høj grad gået på, at flere kommuner undlader dels at tilbyde deres plejefamilier den uddannelse, de skal have, dels at føre det påkrævede  tilsyn af de plejefamilier, kommunen har samarbejde med.

Uddannelse og efteruddannelse

I januar 2006 trådte Anbringelsesreformen i kraft, og med den blev det obligatorisk, at familier skulle gennemgå en grunduddannelse for at blive godkendt som plejefamilie. Grundkuset, som det er tilrettelagt i for eksempel AMU-regi, er på 37 lektioner, der svarer til fem kursusdage. Uddannelsen giver de kommende plejeforældre redskaber til og viden om, hvad arbejdet som plejefamilie indebærer.

Barnets Reform, der trådte i kraft 1. januar 2011, skærpede kravene til efteruddannelse af godkendte plejefamilier. Med den er der både ret og pligt til to årlige kursusdage.

I Nyborg Kommune er der pt. 63 aktive plejefamilier med generel godkendelse, og af disse har 53 gennemgået plejefamiliernes grundkursus, selvom de fleste har en godkendelse fra før januar 2006. De gamle plejefamilier – altså plejefamilier, der er godkendt før januar 2006 – har således gerne villet tage uddannelsen, da den blev tilbudt dem. Gamle  plejefamilier, der ikke har taget imod tilbuddet om grundkursus, er typisk en plejefamilie, der arbejder med en enkelt aflastningsopgave.

Fynsk samarbejde gør os gode

For at sikre at de fynske plejefamilier er bedst muligt uddannet, er Nyborg Kommune gået sammen med  andre fynske kommuner, som sammen tilbyder både det obligatoriske grundkursus og kursusdage i AMU-regi. Nyborg Kommune har selv afholdt tre kursusdage de seneste tre år, og en ny er på trapperne til marts 2012.

Lovbestemmelsen er, at Nyborg Kommune har ansvaret for grunduddannelse og efteruddannelse af de plejefamilier, der er bosat i Nyborg Kommune.

– Men det betyder ikke, at der ikke er stor opmærksomhed på de plejefamilier uden for kommunen, som vi samarbejder med, fortæller Karen Hylling, der er en af tre plejefamiliekonsulenter i Nyborg Kommune. – Det har altid været vores kæphest, at vi fører et kontinuerligt og stabilt tilsyn i alle vores plejefamilier, og det betyder også, at alle vores familier både dem i og uden for vores egen kommune får tilbudt kursur og temadage, fortsætter hun.

I vores indbyrdes samarbejde på Fyn lægger vi også vægt på at kunne kontakte hinanden, hvis vi på det årlige driftstilsyn erfarer, at vi har plejefamilier, der ikke tilbydes eller tager imod  kursusdage, som de skal  i flg. Barnets Reform. Nogle kommuner her på Fyn har udarbejdet et egentligt kursuskatalog til deres plejefamilier.

Plejefamilierne er meget tilfredse

Men hvordan går det egentlig derude hos plejefamilierne? Den seneste kritik har fået Nyborg Kommunes familieplejekonsulenter til at kigge deres procedurer efter i sømmene, og de mener stadig, at de lever op til deres egen målsætning. De har i mange år haft ry for at føre et stabilt opfølgningsarbejde, så det satte vi os for at teste.

Birte og Jørn Mikkelsen har været plejeforældre for deres plejesøn siden august 2001. Han var blot seks år gammel, da han flyttede ind hos familien, der udover Birte og Jørn består af en datter på 30 og søn på 28. Til trods for den store aldersforskel har de opbygget et tæt søskendeforhold til deres plejebror, lige som resten af familien også betragter Birte og Jørns plejesøn som et fuldgyldigt medlem af familien.

Familien er ikke bosat i Nyborg Kommune, men har været tilknyttet kommunen siden august 2001 – og de er glade for samarbejdet med familieplejekonsulenterne.

Jeg tog kontakt til plejefamilien for at finde ud af, om familieplejekonsulenterne i Nyborg Kommune nu også lever op til lovgivningen og de mål, de selv har sat:

Er I blevet tilbudt to kursus-/temadage årligt?
- Vi er blevet tilbudt alle de kurser, vi kunne tænke os. Vi har været på familiehøjskole to gange og har også deltaget i en del kurser og temadage, så ja.

Hvordan oplevede I kvaliteten af de tilbudte kurser?  
- Vi synes, det har været relevante kurser med dygtige undervisere.

Er I tilfredse med tilsynet fra Nyborg Kommune?  
- Ja meget.

Får I den opbakning, I skal have, til at klare opgaverne som plejefamilie?
-  Vi har fået den supervision og opbakning, vi har haft behov for, og har altid "bare" kunnet ringe, hvis der opstod akut behov. Vi havde ikke været familieplejere i dag, hvis det ikke var for den store opbakning, vi altid har fået af Karen (Hylling, red.), og havde heller ikke lykkedes så godt med vores opgave uden hendes professionelle medvirken.

Hvad er jeres generelle opfattelse af Nyborg Kommunes forvaltning af opgaverne med jer som plejefamilie?
-  Vores generelle opfattelse af  Nyborg Kommune er rigtig god.

Hviler ikke på laurbærene

Der vil altid være delte meninger om tilsyn med plejefamilierne i Danmark. De løber stærkt derude i Socialafdelingerne – ikke mindst de tre familieplejekonsulenter i Nyborg Kommune. Det til trods er jeg blevet overbevist om, at Nyborg Kommune er gode til at uddanne og føre tilsyn med plejefamilierne. Mit møde med de tre familieplejekonsulenter og snakken med familien Mikkelsen gjorde i den grad mine tvivl til skamme.

Men dermed ikke sagt, at den hellige grav er velforvaret, og at den sag nu er lukket.

- Det er aldeles vigtigt for os, men i endnu højere grad for vores anbragte børn og de familier, de er i pleje hos, at vores samarbejde fungerer optimalt, siger Karen Hylling. – Vi skal hele tiden blive bedre til vores arbejde, så vi kan opretholde det gode samarbejde med vores familier og blive ved med at få  nye gode familier til de børn, der har brug for vores og deres hjælp. 

Af Vicki Lund, Kommunikationsmedarbejder i Nyborg Kommune

For yderligere oplysninger kontakt

Karen Hylling, familieplejekonsulent, tlf. 6333 7902, e-mail: khy@nyborg.dk
Trine Eegholm, socialchef, tlf. 2361 6701, e-mail: tee@nyborg.dk

Om denne nyhed

Publiceret

13.01.2012 10:30

Nyheden er Publiceret på: