Nyhedsbrev april 2011
Nyhedsbrev fra dagplejens forældrebestyrelse april 2011.
Ny struktur for dagtilbuddene i Nyborg Kommune
Nyborg Kommune er i gang med at finde ud af, hvordan fremtidens dagtilbudsstruktur skal se ud, og dagplejen er også med i arbejdet.
Forældrebestyrelsens formand, Linda Westring Kristensen, og personalerepræsentant Kirsten Pedersen er begge med i den arbejdsgruppe, der skal komme med gode forslag til en ”Arbejdsdeling mellem børnehave, dagpleje og vuggestuer”, mens dagplejens leder, Tine Helleskov, er med i den gruppe, der skal give sit bud på »Kvalitet og visioner i det pædagogiske arbejde«.
Målet er at komme med et oplæg til politikerne, men ikke med besparelsesforslag, fortæller Linda Westring Kristensen. Den nye struktur træder i kraft til januar næste år.
Dagplejens forældrebestyrelse på facebook
Dagplejens forældrebestyrelse er kommet på facebook!
Klik ind på facebook adressen nedenfor og læs om, hvad forældrebestyrelsen er for en størrelse, og om de faste årlige arrangementer, vi står for.
http://www.facebook.com/home.php?sk=group_191336004243905
(åbner i nyt vindue)
”Kvalitet i dagplejen”
Dagplejen trives og har det godt. Det er i kort form konklusionen på den midtvejsevaluering af projektet ”Kvalitet i dagplejen”, som forældrebestyrelsen har læst og har svært ved at få armene ned over.
Projektet ”Kvalitet i dagplejen” er blevet gennemført de sidste to år med midler fra Forebyggelsesfonden. Formålet har været at styrke både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø i dagplejen. Og begge dele er lykkedes.
Sygefraværet er faldet, og dagplejerne oplever, som der står i evalueringen, ”i stor grad øget arbejdsglæde og forbedrede arbejdsvilkår”. Derudover har den samlede dagpleje, det vil sige dagplejere, pædagoger og ledelse, opnået en fælles kultur.
Det er hensigten, at dagplejen i de kommende år vil søge penge til at gennemføre de anbefalinger, der foreslås i evalueringen.
Store legedag
Igen i år er der stor legedag for dagplejens børn og deres nærmeste familie. Det foregår lørdag den 30. april 2011 kl. 10.00-11.30 i den gamle hal i Ullerslev.
Der er rig lejlighed for børnene og deres forældre til at udfolde sig og udfordre sig sammen med hjælp fra en gymnastikinstruktør. Forældrebestyrelsen byder på frugt og vand.
Vi glæder os til at se så mange som muligt – tilmelding er ikke nødvendig.