Print Tip en ven

Nyhedsbrev august 2011

Nyhedsbrev fra dagplejens forældrebestyrelse august 2011.

Store Legedag

En fascinerende forhindringsbane og et landskab af madrasser mødte de 18 børn og deres voksne, som deltog i Store Legedag tilbage i april.

Store Legedag er en årligt tilbagevendende begivenhed. Den plejer at blive holdt i den gamle hal i Ullerslev, men da der havde været brand i hallen få dage forinden, var den i år rykket til Kultursalen.

Dagen var en stor succes. Undervejs hjalp en gymnastikinstruktør børnene med at udfolde sig, og i pauserne bød dagplejens forældrebestyrelse på frugt og vand.

Store Legedag gentages næste forår – vi skal nok sige til.

Kom til generalforsamling i dagplejen

Året generalforsamling bliver tirsdag 13. september 2011 kl. 19 i Ullerslev Kulturhus.

Aftenen begynder med foredraget »Den nødvendige opdragelse«, der handler om dilemmaer i moderne børnefamilier med bud på forældres nødvendige handlinger i konkrete situationer. Foredraget holdes af Birk Christensen, der er forfatter, forstander for Tølløse Privat- og Efterskole og tidligere sekretariatschef i Børns Vilkår.

Umiddelbart efter foredraget er der generalforsamling, hvor du kan høre om, hvad forældrebestyrelsen har arbejdet med det sidste år – og hvor du selv kan stille op til en af de ledige bestyrelsesposter.

Vel mødt.

Ny struktur for dagtilbuddene i Nyborg Kommune

Høringsmaterialet om den fremtidige struktur for Nyborg Kommunes dagtilbud er klar.

Flere medlemmer af dagplejens forældrebestyrelse har deltaget i de arbejdsgrupper, der er kommet med gode idéer til politikerne forud for høringsmaterialet.

Forældrebestyrelsen kan med tilfredshed konstatere, at dagplejen går fri af eventuelle besparelser. Vores høringssvar er derfor ganske kort. Det lyder som følger:

Det er et længe næret ønske hos den kommunale dagpleje, at der etableres eget dagplejegæstehus og heldagslegestue centralt placeret i Ørbæk og Ullerslev Skoledistrikter. Såfremt der etableres storinstitutioner disse to steder, kan gæstehus og heldagslegestue med fordel indtænkes i disse planer, så overgangen mellem dagpleje og børnehave lettes. Alternativt kan eget gæstehus og heldagslegestue etableres i lokaler, der bliver ledige i forbindelse med omstruktureringen.

Kontakt

Dagplejens forældrebestyrelse

Formand Louise Larsen
Tlf. 2297 7437 

Mød os på facebook
(åbner i nyt vindue)