Print Tip en ven

Nyhedsbrev oktober 2011

Nyhedsbrev fra dagplejens forældrebestyrelse oktober 2011.

Den nye bestyrelse er klar

På dagplejens generalforsamling i september blev der valgt nye forældrerepræsentanter og suppleanter, og bestyrelsen er nu klar til at give sig i kast med arbejdet med de overordnede rammer for vores børns hverdag i de mange dagplejehjem, der er spredt ud over hele kommunen.

Bestyrelsen har konstitueret sig med Rasmus Agertoft som formand, Louise Larsen som næstformand og Bettina Larsen-Fedders som referent. Bestyrelsen består desuden af forældrerepræsentanterne Majbrit Frederiksen og Tine Gustavsen, mens Peter Mathiasen og Maja Skovsen er suppleanter. Som noget nyt sidder førstesuppleanten med som fast deltager ved bestyrelsesmøderne, så kontinuiteten sikres.

Bestyrelsen består også af dagplejerne Kirsten Pedersen, Lene Rasmussen og Ulla Jørgensen samt konstitueret souschef Malene Hansen. Dagplejens leder, Tine Helleskov, er sekretær for bestyrelsen.

En synlig dagpleje

Vi forældre er med i bestyrelsen, fordi det er en god mulighed for at øve indflydelse på vores børns hverdag, og fordi vi gerne vil være med til at fortælle andre dagplejeforældre om alle de gode ting, der sker i dagplejen.

På det seneste bestyrelsesmøde har vi netop talt om, hvilke tanker vi gør os om bestyrelsesarbejdet. En af de ting, vi har berørt, er den lille håndfuld årlige arrangementer, som der er tradition for, at bestyrelsen årligt står for.

Bestyrelsen er enig om, at det ikke må tage alt vores krudt at planlægge og gennemføre arrangementerne, for det vigtigste er trods alt det egentlige bestyrelsesarbejde. På den anden side kan arrangementerne være en god måde at gøre opmærksom på os selv på. Og synlighed ligger os meget på sinde.

Det gælder både dagplejens og bestyrelsens egen. Vi vil gerne have, at folk ved, hvad der sker i dagplejen. Og at der er en forældrebestyrelse, de kan komme til.

Jul i den gamle juletræsfest

Et af de årlige arrangementer, bestyrelsen plejer at stå for, er juletræsfesten. At der skal være juletræ, julemand og sunde godteposer, kommer man ikke uden om – men der er meget, der er åbent for nytænkning.

I år kunne vi godt tænke os at lave en endnu hyggeligere juletræsfest, end vi plejer. Hvordan det skal foregå, kan du se i næste måneds nyhedsbrev …

Kontakt

Dagplejens forældrebestyrelse

Formand Louise Larsen
Tlf. 2297 7437 

Mød os på facebook
(åbner i nyt vindue)