Nyhedsbrev september 2011
Nyhedsbrev fra dagplejens forældrebestyrelse september 2011.
Forfatter Birk Christensen.
Dagplejen går til valg
Der er spændende foredrag om den nødvendige børneopdragelse, når dagplejen i Nyborg Kommune vælger ny bestyrelse tirsdag 13. september.
Det er valgtider, også for den kommunale dagpleje i Nyborg. Her gælder det dog ikke valget til Folketinget, men valg til forældrebestyrelsen. Med andre ord: Dagplejens årlige generalforsamling løber af stabelen tirsdag den 13. september 2011 i Ullerslev Kulturhus.
Aftenen begynder imidlertid med nogle helt andre valg, nemlig alle de nødvendige valg, man er nødt til at træffe som forælder.
Birk Christensen, der er forfatter, forstander på Tølløse Privat-og Efterskole og blandt andet har været sekretariatschef i Børns Vilkår, fortæller i foredraget ”Den nødvendige opdragelse” om den moderne børnefamilies dilemmaer.
Den nødvendige opdragelse er ikke ensbetydende med mere disciplin og firkantede voksne. Forældre skal derimod påtage sig ansvaret også for deres børns mere langsigtede behov.
Og hvis det lyder svært, kommer Birk Christensen heldigvis med bud på, hvordan moderne forældre kan handle i helt konkrete situationer.
Efter foredraget holder dagplejen generalforsamling. Her kan man høre, hvad forældrebestyrelsen har gået og lavet det sidste års tid –og man kan selv stille op, hvis man har lyst til at få indflydelse på de overordnede rammer for dagpleje-børnenes hverdag.
Foredrag og generalforsamling finder sted tirsdag 13. september 2011 kl. 19-21 i Ullerslev Kulturhus, Skolevej 2, 5540 Ullerslev. Forældrebestyrelsen håber at se så mange som muligt –for husk på, at det er valgtider.