Pressemeddelelse om Store Legedag april 2012
Dagplejens forældrebestyrelse inviterer til Store Legedag lørdag 21. april kl. 10.00-11.30 i Ullerslev.
En formiddag fuld af leg
Kom og leg med dit barn – og tag gerne større og mindre søskende med. Sådan lyder opfordringen, når forældrebestyrelsen i Nyborg Kommunale Dagpleje igen i år inviterer dagplejebørnene og deres familier til Store Legedag lørdag 21. april kl. 10.00-11.30.
Forældrebestyrelsen opstiller et eldorado af sjove redskaber og bløde madrasser, hvor de små kan boltre sig og udforske deres motoriske evner. Og så er der ellers rim, remser, danse og lege under kyndig vejledning af en erfaren gymnastikinstruktør, der er vant til både børn og forældre.
Store Legedag er en hyggelig mulighed for at tumle i selskab med jævnaldrende børn. Og der er gode grunde til at gå til madrasserne. God motorik giver barnet selvværd og mod og har også indflydelse på dets indlæring.
Forældrebestyrelsen byder på frugt og vand, og der er gratis adgang til den fornøjelige formiddag, der finder sted i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter, Skolevej 2 i Ullerslev. Tilmelding er ikke nødvendig.
Dagplejens forældrebestyrelse har indflydelse på de overordnede rammer for børnenes dagligdag hos dagplejeren og står derudover for årlige arrangementer som den populære juletræsfest og generalforsamlingen i september, hvor der er valg til bestyrelsen og foredrag om et emne, der er relevant for småbørnsforældre. Forældrebestyrelsen står også for forårets Store Legedag, hvor vi glæder os til at se en masse børn. Vel mødt.