Print Tip en ven

Plejefamilier

Familieplejen hører under Socialafdelingen, og består af tre familieplejekonsulenter.
Familieplejekonsulenterne godkender pleje-, netværks- og aflastningsfamilier og samarbejder med sagsbehandlerne om anbringelse af børnene.

Hvad er en plejefamilie, en netværksfamilie og en aflastningsfamilie?

En plejefamilie er en familie, som har et barn i fuldtidspleje. Det indebærer at barnet har sin folkeregisteradresse hos plejefamilien, og bor der fast hele året. En plejefamilie skal godkendes og have plejetilladelse af den kommune, hvor de bor.

En netværksfamilie er en familie, som i forvejen har en væsentlig relation til barnet/ den unge.
Det kan være slægt eller venner. Det vigtige er, at der er en tilknytning imellem barnet/ den unge og familien. En netværksfamilie skal have plejetilladelse fra den kommune, hvor barnet bor.

En aflastningsfamilie er en familie, som har et barn/ en ung boende i weekender. eksempelvis hver 2. eller 3. weekend. I nogle tilfælde også en hverdag i ugen samt kortere ferieophold. Barnet har folkeregisteradresse hos sine forældre. En aflastningsfamilie skal godkendes og have plejetilladelse af den kommune de bor i.

Hvordan bliver I pleje-/netværks-/aflastningsfamilie?

For at blive plejefamilie i Nyborg Kommune, skal I kontakte familieplejekonsulenterne, Socialafdelingen, i Ullerslev, tlf.: 6333 7902. De vil iværksætte en undersøgelse, som består af 2-3 besøg i jeres hjem med interviews/ samtaler med både de voksne og jeres børn. Hvert besøg vil have en varighed af 2 – 2½ time. Der vil være to familieplejekonsulenter til stede ved undersøgelsen.
På baggrund af samtalerne udarbejdes en socialrapport, med indstilling til godkendelse af jer som plejefamilie.

I henhold til Servicelovens § 142 stk. 1 og 2, skal der foreligge en plejetilladelse inden modtagelse af et plejebarn.

I forbindelse med ansættelse som pleje-, netværks- eller aflastningsfamilie indhentes straffeattester, børneattester, helbredserklæring og oplysninger om økonomiske forhold.

Uddannelse

Ifølge Lov om Social Service § 142 stk. 3  skal en plejefamilie deltage i en obligatorisk uddannelse, i forbindelse med godkendelsen som plejefamilie.
Kurset er på 37 timer (5 dage) og foregår på UCL (University College Lillebælt) i Odense.

Følgende bør I have overvejet inden I søger om at blive plejefamilie

  • Hvorfor I ønsker, at få et barn i pleje
  • Som plejefamilie står I til rådighed 24 timer i døgnet, året rundt
  • Som aflastningsfamilie står I til rådighed, når I selv har fri
  • Et barn, der skal være hos jer, har behov for megen voksenkontakt, nærhed og fællesoplevelser
  • Hvordan det vil være for jeres egne børn, hvis de skal dele jeres interesse og opmærksomhed med andre børn. Hvad mener børnene selv?
  • Et fremmed barn bliver en opgave for hele familien og jeres familieliv bliver ændret – I kan blive nødt til, at ændre på rutiner og ritualer, som I ellers var glade for
  • Selv om I alle involverer jer meget i et barn, har I ingen mulighed for, at bestemme om barnet skal være hos jer i en kortere eller længere periode, selv om I kunne ønske det
  • I skal samarbejde med – og acceptere – barnets familie, selv om de lever et liv, der er anderledes end jeres
  • Et barn, der skal være hos jer, kan bære på megen sorg, smerte og kaos. Det kan være vanskeligt, at være vidne til
  • I skal være indstillede på samarbejde med familieplejekonsulent og sagsbehandler omkring en handleplan for barnet, selv om I måske synes, at planen skulle se anderledes ud

Hvad kan det betyde for jeres familie?

Der kan opstå jalousi mellem jeres egne børn og det barn, der skal være hos jer.
I kan opleve følelser af afmagt og utilstrækkelighed.
Familie og omgivelser kan reagere uventet på jeres nye opgave.
I har tavshedspligt om barnet og dets families forhold – også overfor jeres nærmeste familie.
I skal være indstillet på at åbne jeres hjem for barnets familie og samarbejdspartnere. Besøg af barnets familie sker efter barnets handleplan.

Ansættelsesbetingelser

Som pleje-, netværks- eller aflastningsfamilie er man ikke ansat i kommunen, men man har indgået en kontrakt i forhold til det enkelte barn.

Økonomiske forhold

Lønnen består af to dele.

Et skattepligtigt plejevederlag som er afhængigt af barnets behov for omsorg, støtte og behandling samt af beskrivelsen af jeres arbejdsopgaver i forhold til barnet. Plejevederlagets størrelse fastsættes af familieplejekonsulenten.

En skattefri omkostningsdel, som er en fast takst afhængig af barnets alder.
Omkostningsdelen dækker barnets fulde forsørgelse.

Støtte fra Nyborg Kommune

Familieplejekonsulenten vil blive jeres nærmeste samarbejdspartner. Familieplejekonsulenten er den person, der følger barnet i jeres familie og den, der er til rådighed for jer, som faglig sparringspartner omkring jeres familieplejearbejde.

Familieplejekonsulenten har et tæt samarbejde med sagsbehandler.

Der tilbydes kursus- og temadage i AMU-regi på UCL i Odense.

Nye plejefamilier tilbydes deltagelse i netværksgrupper.

Kontakt

Familieplejekonsulenterne
Egevangsvej 2
5540 Ullerslev
Tlf. 6333 7902
E-mail: socialafdelingen@nyborg.dk

eller direkte til

Familieplejekonsulent Karen Hylling
tlf. 6333 7902, e-mail: khy@nyborg.dk

Familieplejekonsulent Karen Lind
tlf. 6333 7899, e-mail: kali@nyborg.dk

Familieplejekonsulent Tina Larsen
tlf. 6333 7134, e-mail: tila@nyborg.dk

Send en sikker e-mail

Telefontider

Mandag 9.00 - 15.00 
Tirsdag 9.00 - 15.00
Onsdag 9.00 - 15.00
Torsdag 9.00 - 16.30
Fredag 9.00 - 13.00

Åbningstider

Mandag 9.30 - 15.00 
Tirsdag 9.30 - 15.00
Torsdag 9.30 - 16.30
Fredag 9.30 - 13.00

Lovstof og takster

Få mere information på Socialpædagogernes hjemmeside www.sl.dk/faggrupper/familiepleje (åbner i nyt vindue).

Dette gælder blandt andet "Familieplejernes håndbog værd at vide" samt information om "Løn og ansættelsesvilkår".