Navneændring
Hvis du har fast bopæl i Danmark, har du ret til at ændre dit eget eller dine børns navne.
Du behøver ikke være dansk statsborger for at søge om navneændring. Det koster 430 kr. i gebyr, men der er nogle undtagelser. Navneændring er gratis, hvis:
- du skifter navn i forbindelse med en vielse
- ændringerne gælder børn under 18 år, der følger forældrenes navneændring.
Hvis en navneændring ikke er foretaget i forbindelse med en vielse, bliver der ikke udstedt nyt sygesikringsbevis uden at man kontakter Nyborg Kommunes Borgerservice og betaler et gebyr på 160 kr.
Godkendte/frie navne
Hvis du vil ændre dit navn, kræver det, at det nye navn er godkendt af Familiestyrelsen. Efternavne der bæres af over 2000 personer er ikke beskyttede og kan derfor benyttes frit af enhver. Er der færre end 2000 mennesker der bærer efternavnet, skal du have tilknytning til navnet eller søge om tilladelse til at bruge navnet hos samtlige danskere, der har det pågældende navn.
På Familiestyrelsens hjemmeside finder du oversigter over godkendte fornavne og frie efternavne. Ligeledes beskrives reglerne for, hvornår du kan vælge et beskyttet efternavn.
Oversigt godkendte/frie navne - Familiestyrelsen (åbner i nyt vindue)
Hvilke navne kan du vælge - Familiestyrelsen (åbner i nyt vindue)
Ansøg om navneændring
Du kan søge om at ændre dit eller dit barns fornavn, mellemnavn eller efternavn. De personer, der har forældremyndigheden over barnet, skal godkende navneændringen.
Ansøgningen skal sendes til det sogn, hvor du bor. Er du fødselsregistreret i sønderjylland, skal ansøgningen sendes til den kommune, du er registreret i. Hvis du ikke er dansk statsborger vil personregisterføreren i dit sogn tage kontakt til statsforvaltningerne, så du kan få lavet et såkaldt navnebevis.
På hjemmesiden personregistrering.dk finder du en blanket til ansøgning. Du kan enten vælge at printe ansøgningsskemaet eller sende ansøgningen online.
Ansøg om navneændring - www.personregistrering.dk (åbner i nyt vindue)
Find dit sogn, præst eller kirke - Kirkeministeriet (åbner i nyt vindue)
Navneændring på bryllupsdagen
Du kan søge om at ændre dit navn på bryllupsdagen, så navnet kommer til at fremgå af din vielsesattest.
Ansøgningen skal sendes til dit sogn senest 15 dage inden vielsen. Er du fødselsregistreret i sønderjylland skal du sende ansøgningen til den kommune, du er fødselsregistreret i. Husk at sende en kopi af din fødsels- og navneattest eller fødsels- og dåbsattest sammen med ansøgningen.
På hjemmesiden personregistrering.dk finder du en blanket til ansøgning. Du kan enten vælge at printe ansøgningsskemaet eller sende ansøgningen online.
Ansøg om navneændring på bryllupsdagen - www.personregistrering.dk (åbner i nyt vindue)
Find dit sogn, præst eller kirke - Kirkeministeriet (åbner i nyt vindue)