Gaven til Regentparret
Gaven til Regentparret blev overrakt af
Borgmester Jørn Terndrup ved den officielle
velkomst i Byrådssalen.
Gaven til Regentparret er tænkt som et minde om 350-året for Slaget ved Nyborg – som jo netop også er en af årsagerne til, at Regentparret beærer Nyborg med et officielt besøg i dag.
Den består af to dele: Den første er et kobberstik med motiv af slagets gang. Kobberstik var den tids form for pressereportage. Kobberstikket er udført af Willem Swidde og siden bragt i Samuel Pufendorfs berømte værk om Karl den 10. Gustavs krig mod Danmark.
Den anden er et af de sejrsmedaljer, der blev udført til minde om Slaget ved Nyborg. På forsiden ses en mægtig elefant, der symboliserer Danmark, der leger himmelspjæt med den svenske øverstbefalende, Pfalzgrev Sulzbach, og klemmer livet af bukken, der skal symbolisere feltmarskal Stenbock, mens den tramper troløshedens slange under fode. På medaljens bagside er der en latinsk inskription om sejren 14. november 1659.
Nyborgs lokale guldsmed Heinitz Leth har udført en kopi af den originale medalje og tilføjet årstallet 2009 for at understrege markeringen af 350-året for sejren ved Slaget ved Nyborg den 14. november 1659.