Bygninger
Skolebygningerne udgør en vigtig ramme om læringen og for skolen som arbejdsplads for både elever og ansatte. På denne del af hjemmesiden kan du læse mere om skolernes bygningsmæssige tilstand og de overvejelser, der er om forbedringer.
Forhistorie
I forbindelse med vedtagelsen af den nye kommunes første budget blev afsat et årligt beløb på ca. 10 mio. kr. til forbedringer af skolebygningerne. Der blev også igangsat et arbejde med formulering af visioner for folkeskolerne, og man besluttede, at de afsatte anlægsmidler kunne anvendes til realisering af visionerne omkring folkeskolen.
Børne- og Kulturudvalget (i dag Skole- og Dagtilbudsudvalget) blev anmodet om på baggrund af visionerne og en teknisk gennemgang af bygningerne at fremkomme med et forslag til en flerårig plan for anvendelsen af anlægsmidler til folkeskolen. Planen skal omfatte alle folkeskoler i kommunen og altså også Heldagsskolen og Lindholmskolen.
Forslaget til flerårig plan er ikke færdigt endnu, men man har byggeklodserne klar.
Forarbejdet har omfattet et moderniseringsspor, et genopretningsspor og et energibesparelsesspor.
Det endelige forslag til flerårig plan kan først laves, når beslutningerne omkring den fremtidige skolestruktur er truffet.
Modernisering
Udvalget besluttede at igangsætte en proces, hvor hver enkelt skole blev involveret sammen med et rådgivende arkitektfirma (CASA), Teknik- og Miljøafdelingen og Skole- og Kulturafdelingen.
Med udgangspunkt i den enkelte skoles behov og ønsker er der lavet en moderniseringsplan for hver skole. Moderniseringsplanerne har fokus på at gøre skolerne tidssvarende rent pædagogisk og altså ikke på tage, vinduer, gulve osv. Moderniseringsplanerne er opdelt i etaper, og der er beregnet en pris for hver enkelt etape. Det gør det muligt at prioritere hvilke etaper, der er råd til at gennemføre og hvornår. Den enkelte skoles moderniseringsplan kan du se under ”baggrundsmateriale for den enkelte skole”.
CASA-arkitekter har lavet en beskrivelse af hvilke pædagogiske, praktiske og økonomiske overvejelser der har ligget bag udarbejdelsen af moderniseringsplanerne.
Læs CASA-arkitekternes beskrivelser i dette dokument (pdf åbner i nyt vindue).
Genopretning og energibesparende foranstaltninger
Som led i processen har teknisk afdeling beskrevet, hvilke behov for bygningsmæssig genopretning, der er ved den enkelte skole. Her handler det således om tagenes, vinduernes, installationernes, gulvenes, udearealernes tilstand osv. Beskrivelserne tager udgangspunkt i de registreringer, der er i kommunens bygningsvedligeholdelses-system ”caretaker”, som opdateres ved årlige bygningssyn.
Derudover indgår beskrivelser af en række energibesparende foranstaltninger, der med fordel kan gennemføres ved de enkelte skoler. Disse forslag kan lånefinansieres og tilbagebetales via energibesparelserne.
I moderniseringsplanerne for den enkelte skole, som ligger under ”baggrundsmateriale for den enkelte skole” er der også en oversigt over udgifter til genopretning og energibesparende foranstaltninger. Den er etapeopdelt, så man kan se, hvad der ideelt set burde gøres i perioden 2010 – 2013 og i perioden 2014 -2018.
Du kan se en samlet oversigt over genopretningsprojekter og energibesparende projekter her (pdf åbner i nyt vindue).
De samlede tal
Hvis man lægger alle tallene for moderniseringsønskerne sammen, når man til et beløb på 65,1 mio. kr. Dette er eksklusiv en løsning for Idræt ved Birkhovedskolen, idet der her findes flere forslag. Som nævnt er det ikke nødvendigt eller realistisk at gennemføre alle moderniseringsønsker. Men tallet siger noget om volumen af de ønsker, der findes.
Hvis man lægger alle tallene for genopretning og energibesparende foranstaltninger sammen, når man et tal på 87 mio. kr. for perioden 2010-2018 til sammen. Heller ikke her er det nødvendigt eller realistisk at gennemføre samtlige projekter. Men der foreligger således et skøn over, hvad det vil koste at sætte bygningerne i teknisk set rigtig god stand.
Tallene omfatter af gode grunde samtlige skoler. Dersom nogle måtte blive lukket, bortfalder de tilhørende udgifter. Til gengæld kan det påvirke omkostningerne til modernisering af de resterende skoler, hvis de skal huse flere klasser.
Det videre forløb
Byrådet besluttede på sit møde i december 2009 at iværksætte moderniserings- og genopretningsprojekter incl. energibesparende projekter ved Birkhovedskolen for i alt ca. 13 mio. kr.
Samtidig besluttede man at udskyde stillingtagen til, hvad der skal ske med idrætsfaciliteterne ved Birkhovedskolen, til man har et samlet overblik over behov og ønsker ved de andre skoler.
Et endeligt forslag til flerårig plan for modernisering, genopretning mv. kan først opstilles, når beslutningerne om skolestruktur foreligger. Med planerne for modernisering, genopretning mv. foreligger imidlertid et overblik over skolebygningernes tilstand og muligheder, som kan indgå i overvejelserne om skolestruktur.
Hvis der efter beslutningerne om skolestruktur er skoler, der skal have væsentlig flere elever (eller snarere klasser) end nu, skal skolens moderniseringsplan revurderes.
I det endelige forslag til plan for modernisering, genopretning mv. vil der næppe være råd til den ideelle bygningspleje og til alle moderniseringsønsker.
Der er lavet en oversigt over, hvor mange lokaler og af hvilken type, der er ved den enkelte skole. Oversigten tager udgangspunkt i den nuværende situation dvs. før eventuel gennemførelse af moderniseringsønsker. For Birkhovedskolens vedkomsmende gælder oversigten for situationen efter gennemførelsen af det vedtagne projekt.
Lokalekapacitet for den enkelte skole (excel åbner i nyt vindue)