Åbningstider, aflevering og afhentning

Den enkelte dagplejers ugentlige åbningstid er 48 timer placeret indenfor tidsrummet kl. 6-18 fra mandag til fredag.

Den enkelte dagplejer fastlægger sin åbningstid ud fra pasningsbehovene i netop hendes gruppe. Derfor kan åbningstiden ændre sig fra uge til uge, hvis pasningsbehovet i børnegruppen ændrer sig. Den må dog ikke overstige 48 timer.

Når dit barn starter i dagplejen, laver I en plejetidsaftale. Af den fremgår det, hvilke møde- og afhentningstider, der er aftalt for netop dit barn. Jeres plejetider er vejledende og lavet ud fra jeres generelle behov. I har ret til at bruge dagplejerens fulde åbningstid. Vi bruger plejetiderne ved gæsteplaceringer som 5. barn i gruppen.

Hvis dit barn ikke kommer i dagplejen, skal din dagplejer have besked til dit barns normale mødetid  – og meget gerne dagen før. Da de fleste aktiviteter i dagplejen foregår om formiddagen, skal du desuden give besked, hvis du ønsker at aflevere dit barn efter kl 09.00, ellers kan du ikke forvente at træffe dagplejeren hjemme. Du skal også være opmærksom på, at din dagplejer kan bede dig aflevere dit barn før dets normale mødetid, såfremt en aktuel aktivitet kræver det (f.eks. udflugter).

HUSK dagplejerens lukketid ikke er det tidspunkt, hvor du senest skal møde op for at hente dit barn – det er lukketid. Sæt derfor altid tid af til at klæde dit barn på og høre, hvordan dagen er gået.

Hvad skal dit barn medbringe?

Sørg for at barnet altid har:

  • Skiftetøj (bluse, bukser og lign)
  • Undertøj
  • Strømper
  • Hagesmæk
  • Håndklæde
  • Til årstiden passende overtøj (dvs. regntøj udenfor ”flyverdragt-sæsonen”)
  • Til årstiden passende fodtøj (husk gummistøvler udenfor ”støvle-sæsonen”)
  • Hjemmesko
  • Solcreme
  • Bleer og salve

HUSK at skrive navn i barnets tøj m.v.

Desuden skal dit barn medbringe:

  • Barnevogn med godkendt sele til at sove i, fluenet og regnslag (ikke combivogn – den er for kold at sove i)
  • Dyne og pude med tilhørende sengetøj, både når barnet sover ude og inde .

Sidst opdateret 26. august 2018