Vedtægter

Kapitel 1 – Navn og Hjemsted

§ 1 Rådets navn er Nyborg Ungdomsråd, forkortet NU.

§ 2 Rådets hjemsted er Nyborg kommune.

Kapitel 2 – Formål

§ 3 Ungdomsrådets formål er at

  • Skabe et aktiv, attraktivt socialt miljø for unge i Nyborg Kommune.
  • Fungere som talerør for de unge i Nyborg Kommune overfor Nyborg Byråd.
  • Appellere bredt til alle unge i Nyborg Kommune og skabe plads til alle.
  • Rådgive, vejlede og samarbejde med unge om projekter af fælles interesse.

Kapitel 3 – Ungdomsrådets arbejde

§ 4 Valg- og stemmeret til Nyborg Ungdomsråd har alle unge fra og med 15 år til 25 år, som er bosiddende eller studerende i Nyborg Kommune.
Stk. 2. Ungdomsrådets bestyrelse kan i særlige tilfælde dispensere fra ovenstående regler.

§ 5 Ungdomsrådet ledes af en bestyrelse på syv medlemmer og to suppleanter. Disse vælges på Årsmødet.
Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og to næstformænd. Disse tre udgør til sammen formandskabet.
Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 4. Bestyrelsens møder er offentlige, på nær sager, der kræver fortrolighed. Alle unge kan deltage på møderne med taleret, men ikke med stemmeret.
Stk. 5. Bestyrelsen kan selv supplere op med nye medlemmer, hvis medlemmer forfalder i løbet af perioden. De på Årsmødet valgte suppleanter skal være indtrådt i bestyrelsen, før denne mulighed kan benyttes.
Stk. 6. Hvis et bestyrelsesmedlem ikke har deltaget i bestyrelsens møder uden gyldige afbud i tre måneder, kan vedkommende herefter udmeldes af bestyrelsen.

§ 6 Ungdomsrådet kan nedsætte arbejdsgrupper, som det anser det for passende i forhold til Ungdomsrådet arbejdsopgaver og indsatser.
Stk. 2. Hver arbejdsgruppe ledes af en tovholder, der melder tilbage til bestyrelsen.

§ 7 Ungdomsrådet mødes mindst hver 6. uge, dog ikke i skolernes sommerferie.

Kapitel 4 – Årsmødet

§ 8 Det ordinære Årsmøde er Ungdomsrådets øverste myndighed og afholdes hvert år i 1. kvartal.

§ 9 Alle unge, der lever op til de i § 4 opstillede kriterier, kan deltage på Årsmødet.

§ 10 Det ordinære Årsmøde annonceres senest fire uger før afholdelsen på Ungdomsrådets facebookside og i lokalpressen.
Stk. 2. Alle forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før Årsmødet.

§ 11 Det ordinære årsmødes dagsorden skal som minimum indeholde følgende punkter:

  1. Formalia
  2. Beretning ved Formanden
  3. Godkendelse af årsregnskab
  4. Behandling af indkomne forslag
  5. Debat om Ungdomsrådets kommende opgaver
  6. Valg til bestyrelsen
  7. Eventuelt

§ 12 Der skal være skriftlig afstemning hvis én deltager på Årsmødet begærer dette.
Stk. 2. Personvalg foregår altid ved skriftlig afstemning.

§ 13 Bestyrelsen kan indkalde til ekstraordinært Årsmøde med mindst 14 dages varsel.

Kapitel 5 – Ungdomsrådet og Nyborg Kommune

§ 14 Nyborg Ungdomsråd er organisatorisk placeret under Nyborg Ungdomsskole.
Stk. 2. Nyborg Ungdomsskole kan stille medarbejderressourcer og faciliteter til rådighed for Ungdomsrådet til dets arbejde efter aftale.
Stk. 3. Nyborg Ungdomsråds formue forvaltes i praksis af Nyborg Ungdomsskole, dog er det kun Ungdomsrådets bestyrelse, der kan træffe beslutninger om formuen.

§ 15 Nyborg Ungdomsråd referer politisk til Kultur- & Fritidsudvalget i Nyborg Kommune.

§ 16 Nyborg Ungdomsråd har mulighed for at blive hørt af byrådet i de sager, der vedrører unge.
Stk. 2. Nyborg Ungdomsråd har, efter aftale med de politiske udvalg, mulighed for at være repræsenteret i råd, bestyrelser, nævn, udvalg o. lign., der kunne være relevante for Ungdomsrådets arbejde.

Kapitel 6 – Vedtægtsændringer og opløsning

§ 17 Ændring af disse vedtægter kan kun ske med 2/3 flertal på årsmødet og efterfølgende godkendelse i Byrådet.

§ 18 Opløsning af Ungdomsrådet skal behandles på to årsmøder med en måneds mellemrum. Det ekstraordinære årsmøde skal være indkaldt udelukkende med det formål at nedlægge rådet. Beslutningen skal ske med mindst 2/3 flertal på begge årsmøder.
Stk. 2. I tilfælde af nedlægning tilfalder Ungdomsrådets formue Nyborg Kommune, til gavn for kommunens unge.

Vedtaget 28. februar 2017.
Følgende sætning er tilføjet stk. 5: ”De på Årsmødet valgte suppleanter skal være indtrådt i bestyrelsen, før denne mulighed kan benyttes”.

Godkendt af Nyborg Byråd 28. marts 2017. 

Sidst opdateret 05. maj 2017