Parkeringsfond

Vedtægt for Nyborg Kommunes Parkeringsfond.

Formål

Parkeringsfondens formål er:

  • at sikre en fortsat udbygning af parkeringskapaciteten i de centrale byområder i takt med forøgelsen af parkeringsbehovet som følge af en nye bebyggelse eller ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse, og
  • at give grundejeren mulighed for efter ansøgning at få sit parkeringsbehov helt eller delvist dækket uden for sin grund mod indbetaling af et bidrag til parkeringsfonden.

Lovgrundlag

Vedtægten er udfærdiget med hjemmel i Transport- og Bygningsministeriets lovbekendtgørelse om byggeloven nr. 1178 af 23. september 2016 og i henhold til Klima-, Energi- og Bygningsministeriets cirkulære om kommunale parkeringsfonde af 17. januar 1994.

Cirkulæret er udarbejdet med hjemmel i byggelovens § 22, stk. 6, og planlovens § 21, stk. 2. I cirkulæret er fastsat bestemmelser for byrådets adgang til at fravige bestemmelserne i bygningsreglementer, lokalplaner og byplanvedtægter om tilvejebringelse af parkeringsarealer på egen grund betinget af, at der sker indbetaling til en kommunal parkeringsfond.

Anvendelsesområde

Vedtægten er gældende for hele Nyborg Kommune og finder anvendelse på såvel nyt byggeri som ændret benyttelse af eksisterende bebyggelse.

Generelle krav til P-pladser i Nyborg Kommune

”Rammebestemmelser for parkering” i Kommuneplan 2013 fastlægger, hvilke krav der gælder i Nyborg Kommune til opfyldelse af behovet for anlæg af parkeringspladser i forbindelse med bebyggelse, jf. bygningsreglementet kap. 2.4.2.

Rammebestemmelserne finder anvendelse på ny bebyggelse og ændret benyttelse af eksisterende bebyggelse.

Hvis der i en lokalplan eller byplanvedtægt er fastsat særlige krav til parkeringsarealer eller antallet af parkeringspladser, er det lokalplanens/byplanvedtægtens krav, der er gældende.

Indbetaling til parkeringsfonden

Hvis det ved nybyggeri eller ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse vil være vanskeligt eller umuligt at skaffe det nødvendige areal på egen grund til anlæg af det fornødne antal parkeringspladser, kan Nyborg Kommune efter ansøgning meddele fritagelse for anlæg af de manglende parkeringspladser på egen grund mod, at grundejeren i stedet indbetaler bidrag til parkeringsfonden.

Indbetaling til parkeringsfonden skal være foretaget, inden der kan meddeles byggetilladelse. Der kan dispenseres for indbetalingstidspunktet mod, at der stilles sikkerhed over for Nyborg Kommune i form af en bankgaranti på det fulde beløb.

Det er en forudsætning for, at en grundejer kan fritages for at etablere det nødvendige antal parkeringspladser på egen grund, at kommunen kan finde et areal i det pågældende område med en hensigtsmæssig placering i forhold til bidragydende ejendom, hvor det vil være muligt at etablere et tilsvarende antal parkeringspladser inden for en 5 årig periode.
Kommunen vurderer i hvert enkelt tilfælde, om ovennævnte forudsætning kan opfyldes. Hvis ikke, gives der afslag på dispensationsansøgning.

Parkeringsbidragets størrelse

Det følger af § 3 i cirkulæret om kommunale parkeringsfonde, at bidraget til parkeringsfonden fastsættes som et beløb for hver parkeringsplads, grundejeren fritages for at tilvejebringe på egen grund.

Bidraget må højst udgøre et beløb svarende til den senest offentliggjorte gennemsnitlige grundværdi pr. kvadratmeter i det pågældende område med tillæg af udgifterne til anlæg af en parkeringsplads på terræn.

For ejendomme, hvor den tilladte bebyggelsesprocent er 110 eller højere, kan der tillægges et beløb svarende til udgiften til etablering af en parkeringsplads i et parkeringsanlæg (P-hus/P-kælder).

Bliver den anlagte parkeringsplads almindeligt tilgængelig for offentlig benyttelse, skal bidraget nedsættestil det halve.

Parkeringsfondsbidraget reguleres hvert år pr. 1. januar med udgangspunkt i omkostningsindeks for anlæg.

Beregningen fremgår af bilag 1

Etablering af parkeringspladser for parkeringsfondsmidler

Parkeringsfondsbidrag anvendes udelukkende til anlæg af offentligt tilgængelige parkeringspladser.

Parkeringspladserne skal anlægges med en hensigtsmæssig placering i forhold til den bidragydende ejendom.

Parkeringspladser skal etableres inden for en maksimal afstand på 1 km fra den bidragydende ejendom regnet i fugleflugtslinje.

Såfremt kommuneplanen indeholder særlige retningslinjer om placeringen af parkeringspladser med henblik på særlige trafikbegrænsende foranstaltninger, kan parkeringspladserne etableres i overensstemmelse hermed.

Senest 5 år efter indbetalingen til parkeringsfonden skal der med medfinansiering af parkeringsfondsmidler være anlagt et antal parkeringspladser svarende til antallet af parkeringspladser, der er indbetalt for.

Kommunen kan stå i forskud med et større antal parkeringspladser på terræn eller i parkeringsanlæg til dækning af et forventet parkeringsbehov i fremtiden.

Parkeringspladser, der er anlagt for parkeringsfondsmidler, må ikke nedlægges uden, at der er anlagt et tilsvarende antal erstatningspladser i området.

Regnskab og tilbagebetaling

Parkeringsfondens midler skal holdes regnskabsmæssigt adskilt fra kommunens øvrige virksomhed.

Regnskab for parkeringsfondens virksomhed aflægges og revideres i forbindelse med kommunens øvrige regnskabsaflæggelse. Af hensyn til eventuel tilbagebetaling skal indbetalinger til parkeringsfonden kunne specificeres på de enkelte bidragsydere.

Hvis der senest 5 år efter indbetalingen til parkeringsfonden ikke er etableret parkeringspladser svarende til antallet af parkeringspladser, der er indbetalt for, skal det pågældende bidrag til parkeringsfonden tilbagebetales ejeren af den bidragydende ejendom. Tilbagebetalingen vil ske automatisk og med tillæg af renter.

Hvis der etableres færre parkeringspladser, end der er betalt bidrag for, og der opstår konkurrence mellem flere bidragydende ejendomme, så tilkommer uforbrugte bidrag ejeren af den eller de ejendomme, der ligger fjernest i fugleflugtslinje fra de etablerede pladser.

Ændres en ejendom til en mindre parkeringskrævende anvendelse, sker der ikke tilbagebetaling eller sletning af allerede indbetalte eller skyldige bidrag.

Opløser byrådet kommunens parkeringsfond, skal indbetalte og ikke anvendte bidrag tilbagebetales til bidragsyderen.

Ikrafttræden

Nærværende vedtægt for Nyborg Kommunes Parkeringsfond er vedtaget af Nyborg Byråd 20. december 2016 og træder i kraft 1. januar 2017.

Vedtægten erstatter ”Parkeringsfond” vedtaget af Nyborg Byråd 10. januar 2000.

Sidst opdateret 06. februar 2019