Kvalitetsstandard for hjemmetræning af børn og unge § 32a

Formålet med hjemmetræning 

Du kan som forælder (forældremyndighedsindehaver) til børn eller unge, der har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne få støtte til at hjemmetræne dit barn efter metoder, der ikke tilbydes i offentlig regi.

Hvem kan få hjælp?

Målgruppen er børn og unge under 18 år med en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og med et sådant behov for støtte og behandling, at barnet eller den unge skal have et særligt tilbud.

Du kan som forælder til ovennævnte børn eller unge få hjælp, hvis disse betingelser i lovgivningen er opfyldt:

  1. Hjemmetræningen skal fremme barnets eller den unges tarv og trivsel samt imødekomme barnets eller den unges behov.
  2. Du skal være i stand til at udføre opgaverne.
  3. Hjemmetræningen skal ske efter dokumenterbare træningsmetoder.

Træningen tilrettelægges af forældrene og skal være tilrettet barnet eller den unge.

Barnet eller den unge skal efter lovgivningen være godkendt til et tilbud om hjælp eller særlig støtte i særligt dag- eller klubtilbud (§ 32), før der kan ansøges om hjemmetræning.

En godkendelse af hjemmetræning bygger bl.a. på en børnefaglig undersøgelse (§ 50), som skal afdække ressourcer og problemer i relation til barnet eller den unge, familien og netværket.

Hvad består hjælpen af?

Det er individuelt, hvilke elementer barnets træning kan bestå af. Træningen kan indebære forskellige indsatser, der udvikler eller vedligeholder barnets kommunikative, kognitive, fysiske, motoriske, emotionelle og sociale færdigheder gennem målrettede øvelser eller samspilsrelationer.

Du kan efter lovgivningen få bevilget tabt arbejdsfortjeneste, når du hjemmetræner dit barn. Kommunen kan desuden efter lovgivningen bevilge nødvendige træningsredskaber, evt. kurser og hjælpere til træningen.

Du kan ikke få tabt arbejdsfortjeneste, hvis du hjemmeunderviser dit barn.

Sådan søger du om hjemmetræning

Du kan kontakte Socialafdelingen på tlf. 6333 7900 eller pr. mail via din e-Boks, hvis du ønsker at søge om hjemmetræning. Du kan også sende et brev.

Du kan forvente at blive kontaktet af en medarbejder fra kommunen, senest 2 uger efter kommunen har modtaget din ansøgning.  Medarbejderen vil informere dig om det videre forløb.

Du kan se kommunens sagsbehandlingstider på socialområdet her

Hvad er dit ansvar?

Det er dit ansvar:

  • at opgive relevante oplysninger og medvirke til at klarlægge dit barns behov og funktionsniveau, herunder ved indhentning af lægeoplysninger.
  • at dokumentere evt. udgifter til træningsredskaber, kurser og hjælpere til træningen.

Øvrige relevante oplysninger

Hjemmetræningen kan tilrettelægges som et supplement til dagtilbud eller skolegang, som et heldagstilbud, et halvdagstilbud eller et tilbud på f.eks. to af ugens fem dage. Det vil i kombinationstilbud være vigtigt at få afklaret, hvordan samarbejdet med øvrige tilbud skal foregå. Der skal generelt ske en faglig vurdering af, hvad der er bedst for barnet.

Læs den faglige uddybning af kvalitetsstandard for hjemmetræning af børn og unge her 

Godkendt i Byrådet 27.11.2018

Sidst opdateret 09. januar 2019