Faglig uddybning § 32a

Faglig uddybning af kvalitetsstandard for hjemmetræning af børn og unge.

Lovgrundlag

§ 32a og § 42 i Lov om social service.

Visitationskriterier 

Sagsbehandlingen sker ud fra en konkret, individuel vurdering af borgeren.

For at kunne komme i betragtning til ydelsen skal barnet eller den unge:

  • have betydelig varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. 
  • være godkendt til et særligt dag- eller klubtilbud.

Afgrænsningen af målgruppen baserer sig ikke på bestemte diagnoser eller på karakteren af funktionsnedsættelse, men på en sagkyndig vurdering af barnets behov for et særligt støtte- og behandlingstilbud, herunder et træningstilbud.

Hjemmetræningen skal imødekomme barnet/den unges behov. Det betyder bl.a., at hjemmetræningen skal tilgodese:

  • de særlige behov, der følger af barnets/den unges fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse
  • barnets/den unges behov for og ret til selvbestemt fritid, herunder samvær med jævnaldrende, udvikling og vedligeholdelse af venskaber og udvikling af sociale færdigheder, samt
  • barnets/unges ret til undervisning, hvis barnet/den unge er i den undervisningspligtige alder.

Hjemmetræningen skal ske efter dokumenterbare træningsmetoder.

Det betyder bl.a.:

  • at forældrene skal kunne beskrive konkret, hvordan de enkelte træningselementer bidrager til at opfylde målene for barnet/den unges udvikling og trivsel
  • at effekten af hjemmetræningen skal kunne vurderes i forhold til de mål, der er opstillet – metoden skal være målbar
  • at forældrene skal have udarbejdet en plan for, hvordan indsatsen dokumenteres undervejs, og hvordan resultaterne kan vurderes
  • at det ikke er et krav, at træningsmetoderne skal være videnskabeligt dokumenteret.

Forældrene skal være i stand til at udføre opgaverne. Det betyder bl.a.:

  • at forældrene, ud fra familiens samlede situation, skal vurderes at være i stand til at udføre opgaverne i forbindelse med hjemmetræningen med samtidig hensyntagen til eventuelle søskende til barnet og familiens øvrige liv
  • at forældrenes forudsætninger indgår i denne vurdering.

Forudsætningerne omfatter bl.a. ressourcer og arbejdssituation, eventuelle søskendes situation og indbyrdes forhold, familiens netværk og relationerne i familien og barnet/den unges eget syn på spørgsmålet, hvis det er muligt.

Forældrene skal kunne varetage opgaven som arbejdsgivere for deres eventuelle hjælpere.

Afgørelsen træffes, når det fornødne grundlag er til stede, herunder at der er udarbejdet en børnefaglig undersøgelse.

Hvad omfatter indsatsen?

Den/de af forældrene, der udfører hjemmetræningen, bevilges tabt arbejdsfortjeneste. Kommunen bevilger desuden nødvendige træningsredskaber, evt. kurser og hjælpere op til et maksimalt beløb på 633.203 kr. pr. år (2019). Udgifterne skal dokumenteres. Der kan ikke bevilges kurser i udlandet.

Kommunens kvalitetsmål

Alle afgørelser sker på baggrund af en konkret, individuel vurdering.

Leverancen er i overensstemmelse med formålet med bevillingen.

Kommunens opfølgning på bevillingen/indsatsen 

Årlig revurdering

Mindst 1 gang om året skal bevillingen revurderes, og kommunen skal følge op på, om hjemmetræningen dækker barnets/den unges konkrete behov.

Ophør

Hvis kommunen konstaterer, at barnet/den unge ikke længere har gavn af hjemmetræningen, ophører ydelsen af tabt arbejdsfortjeneste til forældrene med udgangen af den måned, hvor det konstateres.

Tilsyn og opfølgning

Afdelingslederen fører tilsyn med afgørelserne.

Kommunen skal føre tilsyn med udførelsen af hjemmetræningen minimum to gange årligt. Der udfærdiges en tilsynsrapport, som sendes til høring hos forældrene og evt. barnet/den unge.

Kommunens opfølgning sker gennem løbende vurdering og personalets observations- og underretningspligt samt gennem kommunale personrettede tilsyn (§ 146 i Lov om social service).

Bevillingen vurderes efter behov.

Sidst opdateret 09. januar 2019