Faglig uddybning af § 42

Faglig uddybning af kvalitetsstandard for tabt arbejdsfortjeneste.

Lovgrundlag

§ 42 i Lov om social service.

Visitationskriterier 

Sagsbehandlingen sker ud fra en konkret, individuel vurdering af barnet.

Målgruppe

Forældre til børn op til 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Afgørelsen træffes, når det fornødne grundlag er til stede, fx når omfanget af barnets fysiske eller psykiske funktionsevne eller lidelse er klarlagt.

Hvad omfatter indsatsen?

Der kan bevilges tabt arbejdsfortjeneste fra få timer om ugen eller måneden og op til fuld tid (37 timer pr. uge).

Tabt arbejdsfortjeneste fastsættes på baggrund af den tidligere bruttoindtægt. Der er dog et maksimumbeløb på 31.249 kr. pr. måned (2019).

Der beregnes og indbetales bidrag til borgerens pensionsordning, som maximalt kan udgøre 10 % af bruttoydelsen, men samtidig højst det kronebeløb, som der hidtidig har været betalt i arbejdsgiverbidrag.  Kommunen indbetaler desuden til ATP.

Indtægtstab skal dokumenteres med lønsedler fra arbejdsgiveren. Hvis modtageren driver selvstændig virksomhed, skal det dokumenteres, at der fx har været ansat en vikar i de timer, hvor der søges om tabt arbejdsfortjeneste.

Kommunens kvalitetsmål

Hjælpen ydes med respekt for den enkelte borgers holdninger og normer, herunder privatlivets grænser.

Alle afgørelser sker på baggrund af en konkret, individuel vurdering.

Leverancen er i overensstemmelse med formålet med bevillingen.

Kommunens opfølgning på bevillingen/indsatsen 

Årlig revurdering

Mindst 1 gang om året skal bevillingen revurderes i forhold til det kommende års forventede behov for tabt arbejdsfortjeneste, og kommunen skal følge op på, om den udmålte ydelse dækker forældrenes konkrete behov.

Ophør

Hvis kommunen konstaterer, at barnet ikke længere er omfattet af målgruppen, ophører ydelsen 14 uger efter, at der er truffet afgørelse om frakendelse af ydelsen.

Tilsyn og opfølgning

Afdelingslederen fører tilsyn med afgørelserne.

Kommunens opfølgning sker gennem løbende vurdering og personalets observations- og underretningspligt samt gennem kommunale personrettede tilsyn (§ 146 i Lov om social service).

Bevillingen vurderes efter behov.

Sidst opdateret 11. januar 2019