Kvalitetsstandard for social behandling for merudgifter § 100

Formålet med dækning af merudgifter

Merudgifter er de ekstra omkostninger, du kan have som følge af varigt nedsat funktionsevne.

Tilskud til nødvendige merudgifter kan medvirke til, at du og din familie ikke stilles i en økonomisk dårligere situation end borgere, som har samme alder og er i en sammenlignelig livssituation, men som ikke har nedsat funktionsevne.

Hvem kan få hjælp?

I henhold til lovgivningen skal du for  at få tilskud til merudgifter opfylde en af følgende betingelser: 

  • Du skal være mellem 18 år og folkepensionsalderen og have varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
  • Du er nået folkepensionsalderen og har opsat udbetalingen af din folkepension. For at få opsat din pension skal du arbejde mere end 1.000 timer om året.
  • Du modtager førtidspension efter pensionsloven. Pensionen er tilkendt efter 1. januar 2003. Hvis du modtager førtidspension efter reglerne fra før 2003, kan du kun få tilskud til merudgifter, hvis pensionen er ’hvilende’, eller du modtager borgerstyret personlig assistance (BPA).

Varigt nedsat funktionsevne betyder, at du har en varig lidelse, som har stor indflydelse på din hverdag. Desuden medfører din lidelse, at du ofte har brug for væsentlige hjælpeforanstaltninger, fx fleksjob, handicapbil, hjælpemidler i sammenhæng med andre ydelser, personlig og praktisk hjælp i hjemmet, ledsagelse mv.

Hvad består hjælpen af?

Du kan kun få dækket nødvendige merudgifter, som du har på grund af din nedsatte funktionsevne.

Eksempler på merudgifter er efter lovgivningen:

  • Medicin (udgifter ud over det almindelige tilskud)
  • Ekstra omkostninger til transport til og fra uddannelse samt til behandling og i fritiden
  • Nødvendige håndsrækninger, afhængig af ressourcer i din husstand (samlever eller større børn)
  • Ekstra tøjvask

For at modtage tilskud, skal du efter lovgivningen have merudgifter for mere end den fastsatte takst, som er 6.672 kr. pr. år (556 kr. pr. måned). Taksten reguleres af staten en gang om året.

Tilskuddet udgør et standardbeløb på 1.053 kr. pr. måned, hvis du har sandsynliggjorte merudgifter mellem 556 kr. og 1.561 kr. pr. måned.

Tilskuddet udgør et standardbeløb på 2.102 kr. pr. måned, hvis du har sandsynliggjorte merudgifter mellem 1.562 kr. og 2.601 kr. pr. måned.

Hvis du har merudgifter på over 2.602 kr. pr. måned, kan du få tilskud svarende til merudgifterne. Der kræves her dokumentation for alle merudgifterne

Sådan søger du om dækning af merudgifter

Hvis du ønsker at søge om dækning af merudgifter, skal du udfylde ansøgningsskemaet på borger.dk. Her kan du også læse mere om dækning af merudgifter.

www.borger.dk

Du kan også kontakte Socialafdelingen på tlf. 6333 7904.

Når du søger om dækning af nødvendige merudgifter, skal du kunne dokumentere din funktionsnedsættelse og sandsynliggøre, at det medfører ekstra udgifter for dig.

Du kan forvente at blive kontaktet af en medarbejder fra kommunen, senest 2 uger efter kommunen har modtaget din ansøgning.  Medarbejderen vil informere dig om det videre forløb.

Du kan se kommunens sagsbehandlingstider på socialområdet her 

Hvad er dit ansvar?

Det er dit ansvar:

  • at opgive relevante oplysninger og medvirke til at klarlægge dine behov og dit funktionsniveau, herunder indhentning af lægeoplysninger.
  • bidrage til at sandsynliggøre eller dokumentere dine merudgifter.
  • at have det bedst mulige overblik over dine merudgifter, inden du søger om økonomisk hjælp.
  • at give Socialafdelingen besked, hvis du får lavere eller højere merudgifter inden næste opfølgning.
  • at give Socialafdelingen besked, hvis du flytter til en anden kommune.

Øvrige relevante oplysninger

Hvis du får bevilget dækning af merudgifter, kompenseres du for den del af udgiften, som er en direkte følge af din funktionsnedsættelse.

Du kan ikke få bevilget dækning af merudgifter, hvis den udgift, du søger om at få dækket, er omfattet af andre bestemmelser i den sociale lovgivning, eller hvis den dækkes af fx privat (syge)forsikring.

Der vil blive fratrukket værdien af skattemæssige fradrag (befordringsfradrag, håndværkerfradrag).

Læs den faglige uddybning af kvalitetsstandard for merudgifter

Godkendt i Byrådet 27.11.2018

Sidst opdateret 10. januar 2019