Faglig uddybning af § 103

Faglig uddybning af kvalitetsstandard for beskyttet beskæftigelse § 103.

Lovgrundlag

§ 103 i Lov om social service.

§ 2 i Bekendtgørelse om aflønning og befordringsudgifter mv. i beskyttet beskæftigelse, særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb og aktivitets- og samværstilbud.

Visitationskriterier

Socialafdelingen foretager først en helhedsvurdering af borgeren med fokus på vedkommendes funktionsevne. Socialafdelingen vurderer derefter, om borgeren er omfattet af målgruppen, og om ydelsen kan bevilges. Kommunen skal her være opmærksom på, om borgeren fx er i stand til at varetage et job med løntilskud.

Beskyttet beskæftigelse kan bevilges til borgere mellem 18 og folkepensionsalderen.

Alle ydelser skal have et pædagogisk sigte. Ved pædagogisk sigte forstås hjælp til selvhjælp med henblik på at forbedre eller bevare borgerens ressourcer. Indsatsen skal altid have til formål at motivere og træne borgeren i brug af egne ressourcer. Princippet for visitationen er at tilbyde den mindst indgribende foranstaltning, der løser borgerens behov.

Kommunen indgår en aftale med leverandøren/tilbuddet om, at der 1 gang om året fremsendes en status- og udviklingsplan for borgeren efter § 103 i Serviceloven.

Hvad omfatter indsatsen? 

Beskyttet beskæftigelse tilbydes på særlige arbejdspladser, som er godkendt til formålet, og hvor tilbuddet fremgår af Tilbudsportalen.

Beskæftigelsesforløbet kan fx bestå af:

  • Praktiske opgaver, fx rengøring, vask, køkkenarbejde, almindelig vedligeholdelse, værkstedsarbejde og havearbejde. 
  • Deltagelse i aktiviteter, fx i form af planlagt undervisning og kulturelle arrangementer, idrætsaktiviteter og andre tilbud, der kan forbedre borgerens livskvalitet.

Tilbuddet skal være tilpasset borgerens ønsker og muligheder.

Transport

Kommunen anviser den billigste transportform, der er forsvarlig for den enkelte borger. Det kan være kørsel med:

  • Tilbuddets egen kørselsrute
  • Egen transport (godtgørelse)

Borgeren skal selv betale de første 10 km af transporten. Hvis der er længere end 10 km til tilbuddet, afholder kommunen udgiften til den billigste transportmulighed ud over de første 10 km. Borgerens udgift må ikke overstige 30 % af dennes udbetalte løn fra den beskyttede beskæftigelse (nettoindtægt).

Kommunens kvalitetsmål 

Hjælpen ydes med respekt for den enkelte borgers holdninger og normer, herunder privatlivets grænser.

Alle afgørelser sker på baggrund af en konkret, individuel vurdering.

Leverancen er i overensstemmelse med formålet med bevillingen.

Kommunens opfølgning på bevillingen/indsatsen 

Afdelingslederen fører tilsyn med afgørelserne.

Kommunens opfølgning sker gennem løbende vurdering og personalets observations- og underretningspligt samt gennem det kommunale personrettede tilsyn (§ 148 i Lov om social service).

Bevillingen vurderes efter behov.

Socialafdelingen fører tilsyn med, om leverancekravene er opfyldt.

Sidst opdateret 09. januar 2019