Faglig uddybning af § 110

Faglig uddybning af kvalitetsstandard for ophold på forsorgshjem.

Lovgrundlag

§ 110 i Lov om social service. 

Visitationskriterier

Målgruppen

Målgruppen for tildeling af et midlertidigt botilbud efter § 110 i Lov om social service spænder fra personer, der er boligløse, til personer, der har en bolig, de ikke kan fungere i, og som evt. er i risiko for at miste boligen, hvis de ikke modtager relevant hjælp.

Hjemløshed er et flertydigt begreb, fordi det ofte relaterer til og falder sammen med en lang række af andre problemer end manglen på en bolig, fx alkohol- og stofmisbrug, psykisk sygdom, vold, kriminalitet, ringe arbejdsmarkedstilknytning, manglende sociale netværk, et omflakkende liv og rodløshed.

Unge under 24 år bør som udgangspunkt ikke opholde sig på forsorgshjem, men tilbydes andre tilbud efter Lov om social service eller anden lovgivning. 

Visitation

Nyborg Kommune kan ikke visitere borgere til forsorgshjem.

Optagelse på et forsorgshjem sker ved, at borgeren personligt kontakter stedet. Det er lederen af forsorgshjemmet, der vurderer om optagelse kan finde sted.

Hvis borgeren ikke optages, kan borgeren klage over lederens afgørelse. Der er ligeledes klageadgang, hvis borgeren udskrives af forsorgshjemmet mod sin vilje.

Tidsfrister

Senest 3 hverdage efter forsorgshjemmet har truffet afgørelse om pladstildeling, skal hjemmet orientere Nyborg Kommune, der efterfølgende har pligt til at yde hjælp efter Lov om social service.

Forsorgshjemmet skal så vidt muligt inden borgerens udskrivelse fra forsorgshjemmet, dog senest 3 hverdage herefter, orientere kommunen.

Hvad omfatter indsatsen?

Forsorgshjem tilbyder en række ydelser, som kan variere i indhold og omfang, ligesom de kan være rettet mod forskellige målgrupper. Den aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp mv. dækkes gennem bestemmelserne i Lov om social service.

Der kan være tale om følgende tilbud:

  • Rådgivning og vejledning om økonomiske og sociale forhold, behandlingstilbud, kontakt til kommunen for at sikre, at borgeren får tilbud om udarbejdelse af en handleplan, kontakt til øvrige relevante samarbejdspartnere m.m.
  • Personlig hjælp og socialpædagogisk støtte i boformen og boformens botræningsboliger.
  • Døgnophold.
  • Særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb, jf. § 103, stk. 2.
  • Aktivitets- og samværstilbud, jf. § 104. 
  • Omsorg og pleje.
  • Udslusning og efterforsorg i forbindelse med flytning til egen bolig.

Under opholdet på forsorgshjemmet sker der i samarbejde med forsorgshjemmets sagsbehandler en afklaring og udredning af borgerens muligheder.

Borgeren tilbydes støtte til at opnå højere livskvalitet, så vedkommende kan vende tilbage til eget netværk.

Borgeren får hjælp til at søge en mere permanent bolig.

Opholdets varighed tilpasses ud fra en konkret og individuel vurdering og i henhold til en aftalt handleplan.

Kommunens kvalitetsmål

Hjælpen ydes med respekt for den enkelte borgers holdninger og normer, herunder privatlivets grænser.

Alle afgørelser sker på baggrund af en konkret, individuel vurdering.

Leverancen er i overensstemmelse med formålet med bevillingen.

Kommunens opfølgning på bevillingen/indsatsen 

Afdelingslederen fører tilsyn med afgørelserne.

Kommunens opfølgning sker gennem løbende vurdering og personalets observations- og underretningspligt samt gennem det kommunale personrettede tilsyn (§ 148 i Lov om social service).

Bevillingen vurderes efter behov.

Socialafdelingen fører tilsyn med, om leverancekravene er opfyldt.

Sidst opdateret 09. januar 2019