Faglig uddybning af § 85 - botilbud

Faglig uddybning af kvalitetsstandard for socialpædagogisk støtte på botilbud § 85.

Lovgrundlag

§ 85 i Lov om social service.

Visitationskriterier

Helhedsvurdering

Socialafdelingen foretager en helhedsvurdering af borgeren med fokus på vedkommendes funktionsevne og de ressourcer, der findes i borgerens netværk. Sagsbehandleren skal altid vurdere, om borgeren er modtagelig for og vil profitere af den givne støtte.

Visitation

Socialafdelingen vurderer på den baggrund, om borgeren er omfattet af målgruppen, og visiterer til ydelserne. Princippet for visitationen er at tilbyde den mindst indgribende foranstaltning, der løser borgerens behov.

Bevilling af socialpædagogisk støtte skal ske i forbindelse med borgerens indflytning på botilbuddet. 

Hvad omfatter indsatsen?

Alle former for socialpædagogisk støtte skal have et pædagogisk sigte. Ved pædagogisk sigte forstås hjælp til selvhjælp med henblik på at forbedre eller bevare borgerens ressourcer. Indsatsen skal altid have til formål at motivere og træne borgeren i brug af egne ressourcer.

Socialpædagogisk støtte ydes som motivation, træning, læring eller kompensation inden for følgende områder:

Praktiske opgaver i boligen

Fx rengøring, tøjvask, indkøb, madlavning, døgnrytme og aftaler.

Egenomsorg

Fx af- og påklædning, vask, kropspleje, toiletbesøg, drikke og spise.

Mobilitet

Fx aktiviteter, der vedrører bevægelse og færden både i og uden for botilbuddet.

Kommunikation

Fx at forstå og fremstille meddelelser, samtale, anvendelse af kommunikationshjælpemidler og teknikker og kommunikationsmidler.

Samfundsliv

Fx beskæftigelse og privatøkonomi.

Socialt liv

Fx samspil og kontakt, relationer, sociale fællesskaber og netværk.

Sundhed

Fx helbredsforhold, kostvaner og livsførelse.

Omgivelser

Fx at afhjælpe faktorer i borgerens omgivelser, som påvirker vedkommendes muligheder for at mestre sin funktionsnedsættelse.

Gælder kun Nyborg Kommunes tilbud:
Udgifter ved personalets deltagelse i én gruppeferie pr. år betales af kommunen (max. 3 dage).

I øvrigt henvises til Lov om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse ved ferier.

Kommunens kvalitetsmål for socialpædagogisk støtte

Hjælpen ydes med respekt for den enkelte borgers holdninger og normer, herunder privatlivets grænser.

Alle afgørelser sker på baggrund af en konkret, individuel vurdering.

Leverancen er i overensstemmelse med formålet med bevillingen.

Støtten ydes på baggrund af en handleplan, der styrer indsatsen for den enkelte borger. Denne udformes og revideres, så vidt det er muligt sammen med borgeren.

Støtten iværksættes ved indflytning på botilbuddet.

Kommunens opfølgning på bevillingen/indsatsen

Afdelingslederen fører tilsyn med afgørelserne.

Kommunens opfølgning sker gennem løbende vurdering og personalets observations- og underretningspligt samt gennem det kommunale personrettede tilsyn (§ 148 i Lov om social service).

Bevillingen vurderes efter behov.

Socialafdelingen fører tilsyn med, om leverancekravene er opfyldt.

Sidst opdateret 10. januar 2019