Faglig uddybning af § 99

Faglig uddybning af kvalitetsstandard for opsøgende socialt arbejde § 99.

Lovgrundlag

§ 99 i Lov om social service.

Visitationskriterier

Der er tale om en uvisiteret ydelse, som sker på opsøgende basis. På baggrund af bekymringshenvendelse fra pårørende, boligselskaber, naboer, politi eller andre sker henvendelse til Socialafdelingen.

Målgruppe

Målgruppen mødes på gaden, byens bænke, i parker, Den Blå Café og afsidesliggende områder eller opholder sig isoleret i egen bolig. Det er borgere, der ikke kan benytte eller rummes af andre tilbud, fx fordi:

  • de har en uhensigtsmæssig adfærd eller uhensigtsmæssigt fremtoning (fx fremstår så usoignerede, at det er socialt hæmmende i omgangen med andre mennesker). 
  • de isolerer sig på en sådan måde, at myndigheder m.m. ikke umiddelbart får fokus på disse borgere.
  • de er svære at fastholde i aftaler. 
  • de har et misbrug og/eller en psykisk lidelse.
  • de er socialt udsatte.

Vurdering og tildeling

De opsøgende medarbejdere vurderer, om borgeren er i målgruppen.

Princippet for tildeling af støtte er at tilbyde den mindst indgribende foranstaltning.

Alle ydelser skal som udgangspunkt have et pædagogisk sigte. Det betyder hjælp til selvhjælp med henblik på, at forbedre eller bevare borgerens ressourcer. Indsatsen skal altid have til formål at motivere og træne borgeren i brug af egne ressourcer.

Hvad omfatter indsatsen?

Den opsøgende medarbejder kan fx yde støtte til:

  • at bryde isolation.
  • at skabe et minimum af livskvalitet for de borgere, der ikke ønsker eller kan forandre deres livssituation.
  • at hjælpe borgere til at tage større ansvar for eget liv.
  • at være ”brobygger” mellem målgruppen og det omgivende samfund.
  • at bidrage til at få diagnosticeret og iværksat behandling af fysiske og psykiske sygdomme samt misbrug.
  • at støtte op om passende boligforhold, herunder bevarelse af bolig.
  • at hjælpe borgerne til at administrere egen økonomi.

Kommunens kvalitetsmål

Hjælpen ydes med respekt for den enkelte borgers holdninger og normer, herunder privatlivets grænser.

Alle afgørelser sker på baggrund af en konkret, individuel vurdering.

Leverancen er i overensstemmelse med formålet med bevillingen.

Kommunens opfølgning på bevillingen/indsatsen  

Kommunens opfølgning sker gennem løbende vurdering og personalets observations- og underretningspligt samt gennem det kommunale personrettede tilsyn (§ 148 i Lov om social service).

Socialafdelingen fører tilsyn med, om leverancekravene er opfyldt.

Sidst opdateret 10. januar 2019