FAQ - ofte stillede spørgsmål

Nedenfor har vi samlet en liste over en række ofte stillede spørgsmål.

1. Hvor ofte indkaldes til mit barn?

Det normale undersøgelsesinterval for børn med gode og sunde tænder er 24 måneder. Hvis ikke dette er tilfældet (sunde og gode tænder), vurderer tandlægen/ tandplejeren, om der skal være kortere tid til næste undersøgelse. Der er derfor tale om en individuel vurdering fra barn til barn. Hvis du har mistanke om noget 'uldent' ved dit barns tænder, kan du altid kontakte din tandklinik for et råd.

2. Hvornår er første tandlægebesøg?

Det første besøg er i 2½-års alderen.

3. Mellemrum mellem nye mælkefortænder?

Mellem fortænderne er der en 'sene'. Denne sene er et bånd af elestiske fibre der går helt op til læbebåndet. Dette bånd vil give et mellemrum, som måske lukkes, når der kommer flere tænder bag ved fortænderne. Det er dog ikke altid at det lukkes, men der skal ikke gøres noget ved det, da det kun er et kosmetsik problem. Først hvis det også optræder, når der er skiftet til blivende tænder, kan det blive aktuelt at se på problemet.

4. Hvad gør jeg, hvis mit barn får tandkødsbetændelse?

Den mest effektive vej til at fjerne betændelse i tandkødet er ved meget grundig renholdelse af tandkødet med tandbørste. Det kan godt være det bløder de første dage, men det gør ikke noget. Det er kun et tegn på, at der børstes grundigt.
Man kan hjælpe på en evt. betændelse, hvis din man skyller i Klorhexidin mundskyllevæske.

5. Er narresut skadeligt for tænderne?

En narresut er uskadelig for tænderne, hvis den smides væk når barnet er 3-3½ år gammelt. Hvis den bruges længere kan det påvirke tandstillingen senere. Husk at en sut aldrig må dyppes i noget sødt inden dit barn får den - for så er den skadelig.

6. Skal en tand, der er slået ud gemmes i munden på vej til tandlæge?

En tand der er slået helt ud kan måske reddes, hvis den hurtigt sættes tilbage, hvor den har siddet. For at give tanden den største chance for overlevelse, skal tanden holdes fugtig undervejs til tandlæge/skadestue. Det bedste miljø at opbevare tanden i er i mundhulen hos far eller mor, hvor der er den rette temperatur og fugtighed. Alternativt kan tanden opbevares i mælk. Det vigtigste er: hurtig og kompetent hjælp til at få tanden tilbage på plads.

7. Min lille datter på 2 år faldt i går aftes og slog sine tænder. Det blødte meget, så vi kunne ikke rigtigt se, om der er sket noget. Hvad synes du vi skal gøre?

En lille pige på 2 år har fået de fleste af sine mælketænder. Ofte bløder det meget, når man slår munden og tænderne, men det er som regel blødning fra læben. Når et barn slår mælketænderne, kan der være sket større eller mindre skader på selve mælketænderne, men sjældent noget, der giver problemer senere. Der kan normalt ikke gøres noget ved selve mælketanden, hvis den er slået. Hvis den er blevet løs, sætter den sig næsten altid fast igen. Imidlertid skal man altid besøge tandlægen, hvis barnet har været ud for en sådan tandskade. Så ser tandlægen, om der er noget, der skal tages hensyn til. Ring derfor med det samme til tandklinikken og få en tid til at få set på skaden.

Sidst opdateret 01. juli 2017