Smerter i munden

Der kan være mange forskellige grunde til smerter i munden.

Hvis noget gør ondt, kan det skyldes: Blist, tandbyld, tabt plombe, knækket plombe, tænderne har været slået, tandskifte, rifter i tandkødet efter tandbørstning, isnen i tænderne eller fordi du har spist “Skarpe” ting (f.eks. chips).
Hvis der er mange smerter kan de afhjælpes med panodil.

Blister (Aphter)

Kan gøre meget ondt, specielt når man spiser eller børster tænder. De er svære at se, men sommetider kan man få øje på en lille gullig plet på indersiden af kind eller læbe. Blister kan ikke behandles, de forsvinder af sig selv i løbet af en uges tid.
I kan ikke selv gøre noget, men vi anbefaler Zendium tandpasta, hvis barnet hyppigt har blister.
Tandlægen kan afhjælpe smerterne lidt med en hormonsalve (corticosteroid), men det gøres kun ved meget voldsomme angreb. 

Tandbyld

En tandbyld kan gøre meget ondt. Den kan som regel ses som en lille bule lige over eller under den tand, der gør ondt.
Få hurtigst muligt en tid hos jeres tandpleje.

En tandbyld
Tandbyld

Tabt plombe

Det kan gøre ondt, når man spiser eller drikker, specielt søde ting. Der vil ofte kunne ses et hul i tanden, hvor plomben har siddet.
Undgå at barnet spiser eller drikker noget sødt. Bestil tid hos tandplejen hurtigst muligt. 

Knækket plombe

Det kan gøre ondt, når man spiser eller drikker, specielt søde ting. Der er sandsynligvis intet at se i munden.
Bestil tid hos tandplejen hurtigst muligt.

Tænderne har været slået

Jeres barn kan have slået tænderne, uden at I ved det. Hvis jeres barn klager over ømhed ved afbidning, så ring til tandplejen og bestil en tid. Vi vil så undersøge nærmere, hvad der kan være sket med tænderne.

Tandskifte

I forbindelse med tandskiftet kan der være smerter i munden. Dels kan mælketanden gøre ondt, fordi den rokker, når der tygges med den, og dels kan der være en form for pres fra den nye tand. Hvis der er mange smerter, kan tandlægen fjerne mælketanden.

Rifter efter tandbørstning eller spisning

Man kan godt komme til at rive tandkødet med et tandbørstehår, eller man kan lave små rifter i tandkødet, når man spiser “skarpe” ting (f. eks. chips). Der kan og skal intet gøres. Rifterne heler af sig selv i løbet af få dage.

Isnen i tænderne

Kan skyldes mange forskellige ting. Blandt andet at tænderne er ekstra følsomme over for temperaturpåvirkninger. Kontakt tandplejen. Først når man kender årsagen, kan man finde en behandling.

Sidst opdateret 21. november 2014