Danmark spiser sammen

Folkebevægelsen mod ensomhed sætter spot på fællesskabet og det sociale omkring måltidet ved hundredvis af spisearrangementer i hele Danmark i uge 17. I kan være med.

Logo fra kampagnen 'Vi spiser sammen'

Danmark spiser sammen er et nyt initiativ fra Folkebevægelsen mod ensomhed med det formål at fremme fællesskabet gennem måltider. Den landsdækkende kampagne skydes i gang med fem store fællesspisninger med plads til op til 500 spisende gæster mandag 25. april i Varde, Aalborg, Odense og København. 

Efterfølgende opfordres der til, at lokale kræfter tager imod madstafetten og en opfordring til selv at invitere til et måltid. Det behøver ikke være et stort arrangement, men kan være så simpelt som at invitere naboen inden for til aftensmad eller arrangere fællesspisning i opgangen eller sportsklubben. Det centrale er at invitere nye mennesker med, som ellers spiser alene, eller som vi normalt ikke ser.

Du kan læse mere i pixibogen for værter og gæster

'Danmark spiser sammen' løber af stablen i hele uge 17 og skal fremover være en årlig national begivenhed. Hele ugen vil der være hundredvis af spisearrangementer og madstafetter over hele landet – store og små, på tværs af generationer og interesser. Det er Folkebevægelsen mod Ensomheds aktører, som står bag arrangementerne.

Du kan se, hvilke lokale fællesspisninger der allerede er arrangeret her

Sidst opdateret 22. januar 2019