Hvad er ensomhed?

Ensomhed er den uønskede følelse, der opstår, når dine relationer ikke modsvarer dine sociale behov.

To hænder der holder i hånd

Du kan føle dig ensom både, når du er alene, og når du er sammen med andre – uanset din alder og livssituation. Og lige som vi alle kan føle os sultne, når kroppen savner næring, føler vi os ensomme, når vi savner mennesker at høre sammen med.

Alle kender følelsen af at være ensom. Måske er du alene og ønsker dig selskab. Måske er det et bestemt menneske, du savner så meget, at du næsten har ondt i maven. Den samme følelse af ondt i maven kan du have i et rum fyldt med mennesker, der taler sammen og tydeligvis har det sjovt. Du føler dig udenfor og tør ikke begynde at snakke med nogen, fordi du frygter at blive afvist. Du kan have en følelse af, at du kun er en ”tålt” del af selskabet.

Følelsen af ensomhed kan have forskellige ansigter og opstå i forskellige situationer, men heldigvis forsvinder den for de fleste lige så hurtigt, som den er kommet. Hos nogen sætter den sig dog fast, og når den gør det, og opleves intenst og gennem længere tid, udvikler den almindelige følelse sig til en tilstand, der er farlig for både krop og sjæl. Der er en tæt sammenhæng mellem længerevarende ensomhed og depression, angst, spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd. Nyere forskning viser, at ensomheden faktisk kan være selve årsagen til disse lidelser. Forskning viser også, at ensomhed påvirker dig fysisk. Tilstanden i sig selv stresser kroppen, og det påvirker både hjerne og hjerte. Du sover dårligere, og der er øget risiko for hjertekarsygdomme. På samme måde som kroppen kan tage skade af langvarig sult eller fejlernæring, kan den også tage skade af langvarig mangel på meningsfyldte relationer og samvær med andre. Derudover har personer, der føler sig ensomme, ofte en usund livsstil i form af manglende motion og usunde kostvaner. Længerevarende ensomhed er faktisk lige så usundt som at ryge 15 cigaretter om dagen.

  • Unge, der ikke falder til socialt i skolen, vælger ofte at stoppe 
  • Voksne, der føler sig ensomme lever oftere alene og har få eller ingen venner
  • Ældre bliver oftere og tidligere mere syge, hvis de føler sig ensomme

Hvis du har følt dig ensom gennem længere tid, er det svært at finde en vej ud af ensomheden. Hjerneforskning viser, at hjernen går i forsvar mod den trussel, som ensomheden er. Det betyder, at du bliver mere opmærksom på trusler, og du mister troen på, at andre vil dig det godt. Samtidig mister du modet til at opsøge andre – eller endda modet til at sige ja, når du bliver inviteret. Det bliver en ond cirkel, som du ofte skal have hjælp til at bryde ud af. Men det kan heldigvis lade sig gøre.  

Sidst opdateret 04. september 2015