Optagelser til årets DR julekalender på Nyborg Slot

Igen i år kommer Nyborg til at være repræsenteret i årets julekalender på TV.

Optagelse fra DR julekalenderen 'Den anden verden'

Denne gang er det DR, der i dag 16. marts 2016 har lagt vejen forbi slottet og optaget en scene til årets julekalender ’Den anden verden’.

Det er historien om to tvillingesøstre på 14 år, der tager deres første skridt ind i en fascinerende, farlig og uforudsigelig voksenverden. Med Brdr. Grimm’s eventyrlige fortællinger som bagtæppe for historien, møder de to søstre de omvæltninger, udfordringer og opgør, der hører teenageårene til, men på en ny, ambitiøs og ikke mindst magisk facon.

Julekalenderen bliver primært optaget i studier i TV-Byen i København, men en af scenerne kommer til at foregå på Nyborg Slot.

- Nyborg Slot kommer til at indgå i julekalenderen, når der bliver optaget en scene på et unavngivent eventyrslot. Med slottets karakteristiske vægudsmykning vil det være meget tydeligt og genkendeligt, at vi er på Nyborg Slot, og så er det op til os at sørge for, at vi udnytter den opmærksomhed, som det kan give, til at fortælle Nyborgs og Nyborg Slots fantastiske historie, udtaler Janus Møller Jensen, afdelingsleder på Nyborg Slot.

Mere end 50 statister er klar til optagelserne, der endnu engang vil kunne være med til at promovere Nyborg.

- Vi vil læne os op af den kæmpe succes, vi havde sidste år, da Nyborg var kulisse for TV 2’s julekalender ’Juleønsket’. Og med optagelserne af ’De Standhaftige’ og nu ’Den anden verden’ er det tredje gang, at vi er med i en tv-produktion. Så jeg er rigtig glad for det samarbejde, vi har med FilmFyn, udtaler Nyborg Kommunes borgmester Kenneth Muhs.

For yderligere oplysninger, kontakt

Janus Møller Jensen, afdelingsleder Nyborg Slot & borgmestergården. Tlf: 6531 0207, mobil: 2396 2076,
e-mail: jmj@ostfynsmuseer.dk

Kenneth Muhs, borgmester. Tlf. 6333 7101, mobil: 2159 9966, e-mail: kmu@nyborg.dk

 

Sidst opdateret 16. marts 2016