Fyn Rundt for bevaringsværdige sejlskibe 2017

SKIB O’HØJ, Nyborg - igen starthavn for Fyn Rundt for bevaringsværdige sejlskibe.

fyn rundt 2017

Oplev høje master, store sejl, kilometervis af tovværk, duften af tjære og masser af musik og underholdning på havnen, når ca. 35 træskibe søndag 23. juli fra både ind- og udland anløber Kongens Skibsbro i den gamle kongeby Nyborg.

- Det er dejligt, at vi igen i år kan byde de flotte træskibe velkommen til Nyborg, siger Peter Wagner Mollerup, formand for Erhvervs-og Udviklingsudvalget. Det udvalg, der besluttede, at Nyborg igen i år skulle være vært for skibene. Samtidig sender Peter Wagner Mollerup en stor tak til ADP – Associated Danish Ports – der har sponsoreret en del af værtskabet, og Føtex i Nyborg, der sponsorerer morgenmaden til de ca. 400 sejlere mandag morgen, inden de stævner ud.

Maritim søndag på havnen – med bagagerumsmarked og et væld af børneaktiviteter

Søndag fra kl. 10-21 er alle sejl sat til for at gøre det til en rigtig festlig dag med musik, underholdning, maritim stemning og aktiviteter. Foreningen Danmark Dejligst Nyborg inviterer til Bagagerumsmarked/børneloppemarked på parkeringspladsen ved Vesterhavnen. Kom også og se, hvordan sejl bliver syet, hvordan reb slås på reberbane, og hvordan man binder knob og stik. Der vil være masser af muligheder for at få stillet sulten og få slukket tørsten, og hyggelige boder med spændende ting.  Kl. 11 og kl. 16.30 er der cirkus og gadeteater med Cirkus til Havs –også Legeskibet med deres aktiviteter til lands kommer forbi. Over middag er der balloner i alskens former og farver, når ballonmanden går rundt på havnearealerne og hygger om børnene.

Fuld skrue på den musikalske underholdning

Det meste af dagen er der også godt gang i den ved det store telt.

Irsk Trio sætter tonen an kl. 11, når de spiller Irish folk. Over middag byder Lause Kl. 17 er det det kendte kopiband Smukke Møller, der giver den gas med de bedste numre fra Kim Larsen og Gasolin (Danmarks bedste Kim Larsen/Gasolin kopiband), så der er ingen undskyldning for ikk' at synge med. Senere på aftenen er det rytmerne fra Soul 66, Danmarks ældste og bedste soulband der kl. 19.30, der toner ud af teltet med numre af de store soul kunstnere, såsom James Brown, Otis Redding og The Coasters.

Fejring af at Nyborg Marina blev kåret til årets havn 2016 og gratis fadøl

Søndag kl. 10 fejres Danske Tursejleres kåring af Nyborg Marina som Årets Havn 2016. Der vil være taler og Marineforeningens kor synger på gæstepieren. Efterfølgende er Nyborg Kommune vært ved lidt at slukke tørsten med.

Afgang mandag med manér

Mandag 24. juli kl. 09.30 er det tid at sige tak for denne gang, og Nyborg Saluteringslaug skyder skibene afsted. Det bliver et mægtig flot syn, som du bestemt ikke må gå glip af.

For yderligere oplysninger, kontakt 

Sanne Hoffensetz Andresen, turistchef, tlf. 6333 8092, mobil: 3026 1743, e-mail: saha@nyborg.dk

Sidst opdateret 13. juli 2017