Lerche

Ny særudstilling på Borgmestergården om den betydningsfulde Nyborgslægt Lerche.

Den betydningsfulde Nyborgslægt Lerche

Mød Familien Lerche, der lod Borgmestergården opføre i 1600-tallet. Ny særudstilling om købmænd, borgmestre og slægten Lerche i renæssancen åbner på Borgmestergården i Nyborg.

Familien Lerche satte sit præg på Nyborg i første halvdel af 1600-tallet som storkøbmænd og borgmestre. De lod opføre den store flotte købmandsgård, der fortsat indrammer kongens nye byrum omkring Nyborg Slot. Her boede og levede de, de handlede med ind- og udland, og herfra traf de vigtige beslutninger for Nyborg.

Men hvem var de egentlig? Den nye særudstilling ”Lerche” tager dig med under huden på en købmands og borgmesterfamilie fra renæssancens Danmark. Den er et tidsbillede både på personerne, byen og tiden. Herfra kan du gå på opdagelse på hele Borgmestergården og dykke yderligere ned i familiens, stedets og byens historie i et større perspektiv.
Selve udstillingen sætter fokus på Borgmestergården og familien, der lod den opføre, og samtidig har givet den betydning og defineret dens rolle i forhold til det store slotsprojekt i Nyborg, som et led i en gennemgribende renovering af både bygning og udstillinger. Til sammen skal det give Borgmestergården et nyt udtryk, en ny rolle og plads i formidlingen af Nyborgs store historie som et led i verdensarvssatsningen i Nyborg.

Udstillingen åbnes ved en reception på Borgmestergården torsdag 12. oktober kl. 15, hvor der vil være taler ved formanden for Kultur- og Fritidsudvalget i Nyborg Kommune, Erik Rosengård, afdelingsleder ved Nyborg Slot og Borgmestergården, Janus Møller Jensen og museumsinspektør Eva Becher. Udstillingen er åben for publikum fra 13. oktober indtil 31. oktober og i forbindelse med museets juleåbningstider.

Åbningstider

13.-31. oktober 2017, kl. 10-15 (mandag lukket), dog åbent mandag 16. oktober 2017.
24. november – 22. december 2017, kl. 11-16 (mandag lukket).

For yderligere oplysninger, kontakt

Janus Møller Jensen, afdelingsleder Nyborg Slot & Borgmestergården, tlf. 6531 0207, mobil: 2396 2076, e-mail: jmj@ostfynsmuseer.dk

Sidst opdateret 11. oktober 2017