Bliv en af STEM’RNE

Nyt pop up-medie vil have unge med i stemmeboksen. Et stærkt fællesskab skal få de 18-25-årige til at deltage i kommunalvalget, lyder det fra nyt medie.

Banner omkring KV2017

De fynske mediehuse, TV 2 og DR skyder sammen med Syddansk Universitet et unikt samarbejde i gang.

Pop up-mediet STEM’RNE har som mål at få 80 procent af de unge fynboer til at stemme ved efterårets kommunalvalg.

- Navnet STEM’RNE bygger på, at alle har en stemme. Vi inviterer til et fællesskab, som de unge bliver en del af, når de engagerer sig i demokratiet og sætter deres kryds, forklarer Christian Broch-Lips, som er en af de unge journalister bag projektet.

Det nye pop up-medie vil ikke formidle klassisk journalistik, som vi kender det.

- Vi vil være der, hvor de unge er. Derfor vil STEM’RNE udkomme med utraditionel journalistik på sociale medier, i nattelivet og i klasselokalerne. Vi vil gå langt for at nå vores mål, så bliv ikke overraskede, hvis vi inviterer til årets største fest eller hænger fladskærme i træerne.

STEM’RNE består af 12 journalister, grafikere og fotografer fra seks mediehuse. Gennemsnitsalderen er 26,6 år, og redaktionen vil de næste to måneder leve og arbejde sammen hver dag op til valget.

- Vi har skabt et stærkt fællesskab os imellem, og jeg håber virkelig, at de fynske unge vil være en del af det fællesskab, så vi får et mere lige demokrati, hvor alle aldersgrupper bliver hørt og set, fortæller Christian Broch-Lips. Han er overbevist om, at STEM’RNE sagtens kan forvandle langhåret kommunalpolitik til at være vedrørende, underholdende og udfordrende.

STEM’RNE vil være der, hvor de unge er. Derfor skal vi blandt andet ud på en fire ugers rundtur på Fyn med STEM’RNEs valgbus, hvor vi som bekendt besøger alle de fynske kommuner.

Mød os i Nyborg 16. november 2017 kl. 12.30 på Nyborg Gymnasium.

Ud over de planlagte paneldebatter, kører valgbussen også rundt på Fyn fra 23. oktober med STEM’RNEs ROADSHOW. Her besøger vi blandt andet skoler og samlingssteder i byerne, med det klare formål at fortælle og engagere de unge i kommunalvalget på en sjov og anderledes måde.

80 procent af de stemmeberettigede 18-25-årige ved kommunalvalget svarer til 43.800 unge fynboer.

Valget er tirsdag 21. november 2017.

For yderligere oplysninger, kontakt

Rikke Bekker, chefredaktør, tlf. 4011 0360. 

 

Sidst opdateret 12. oktober 2017