Hvad vil du huskes for? Kun med Kondom!

Igen i år bakker Nyborg Kommune op om Kun med Kondom kampagnen, som markeres både nationalt og lokalt i ugerne 37 og 38.

Logo fra kampagnen 'Kun med kondom'

Kampagnen ligger op til, at de unge reflekterer over, at det er bedst at blive husket for at bruge kondom.

En ny undersøgelse, som Megafon har lavet for Sundhedsstyrelsen, viser, at næsten 7 ud af ti danske unge ville bruge kondom med en ny partner, hvis valget udelukkende var op til dem. Alligevel har tre ud af fire unge haft ubeskyttet sex med en ny partner, viser undersøgelsen. Kondomet bliver således for ofte i lommen, selvom begge parter gerne vil bruge det. Budskabet med kampagnen er derfor klart. De unge skal i højere grad tage kondomet op af lommen – og det er et fælles ansvar for begge parter.

Sammen med kampagnen har Sundhedsstyrelsen offentliggjort de nyeste tal for klamydiatilfælde, som viser, at forekomsten af klamydia blandt de 15-29 årige unge i Danmark er historisk høj. I 2015 blev der registreret 31.692 tilfælde af klamydia, mens tallet i 2016 var steget til 34.132. Også i Nyborg Kommune er tallet steget.

Udover antallet af klamydiatilfælde viser undersøgelsen, at de unge generelt undervurderer risikoen for at blive smittet med en sexsygdom. Hele 79% vurderer, at de har en lille, meget lille eller slet ingen risiko for at få en sexsygdom, men virkeligheden er, at hver fjerde unge får en sexsygdom mindst én gang i livet. Ubehandlet klamydia kan medføre store helbredsmæssige konsekvenser.

- Med de nyeste tal vedrørende klamydia kan vi konstatere, at der stadig er et stort behov for at sætte fokus på forebyggelse af sexsygdomme blandt de unge. Vi bakker igen i år op om den nationale kampagne i håbet om, at færre unge i Nyborg Kommune fremover smittes og dermed undgår de helbredsmæssige risici forbundet med ubehandlet klamydia, udtaler formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, Frits Christensen.

I forbindelse med kampagnen sendes kampagnemateriale til de unge i målgruppen på HF og VUC Fyn Nyborg, Ungdomsskolen, Uddannelsesraketten, Job- og Uddannelsesraketten, Ungdomshuset, Bastionen og Praktikpladsen Nyborg i Jobcentret.

Campus Nyborg, Carlsmindekollegiet og Værtshuset No. 5 har selv taget initiativ til at tilmelde sig kampagnen med lokale initiativer. Sundhedsstyrelsen markedsfører kampagnen via centrale og nationale medier.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Frits Christensen, formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, tlf. 7255 7254, e-mail: frc@nyborg.dk

Katrine Frost Grønholdt, sundhedskonsulent, tlf. 6333 8104, e-mail. kfg@nyborg.dk

Sidst opdateret 12. september 2017