Arkaden åbner for flere spændende initiativer

Lokalet, der siden 2014 har dannet ramme om Senior Info, skal fremover også være arena for sundhedsinitiativer og tilbud for flere målgrupper. Kom med til officiel åbning onsdag 31. januar 2018.

Indgangspartiet til Arkaden

Borgere og samarbejdspartnere har bidraget med spændende idéer og forslag i processen, herunder også til navnet Arkaden.

Ældreudvalget og Sundheds- og Forebyggelsesudvalget besluttede i marts 2017, at lokalet i højere grad skal anvendes til også at rumme sundhedsfremmende og forebyggende initiativer for en bredere målgruppe. Et idékatalog samler idéer og forslag fra inddragelsesprocessen, og der er med afsæt heri nedsat en ny styregruppe for Arkaden, der løbende samarbejder om nye initiativer m.m.

Lokalet er taget i brug til sundhedssamtaler for forskellige målgrupper, base for Natteravnene, rygestopindsatser, Lær at Tackle kurser, oplæg og temamøder. Derudover vil der i perioden 28. februar – 6. april 2018 være mulighed for at opleve udstillingen ”12 mænd står frem”, der handler om 12 danske mænd, der fortæller om deres historie med prostatakræft. Udstillingen er i samarbejde med PROPA Fyn, der er den regionale afdeling af prostatakræftforeningen PROPA.

Senior Info er fortsat en stor del af lokalet, der hver dag mellem kl. 10 og 13 betjenes af frivillige værter, som hjælper fremmødte borgere med en snak eller svar på deres spørgsmål.

Borgere og samarbejdspartnere inviteres til officiel åbning:
Onsdag 31. januar 2018 kl. 15.30-17 i Arkaden, Nørrevoldgade 14, 5800 Nyborg.

Kom og hør mere om de spændende nye muligheder. Der vil være velkomsttale ved formand for Ældreudvalget Carsten Kudsk og formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget Jan Reimer Christiansen. Herefter serverer vi forfriskninger i juicebaren. To sundhedskonsulenter tilbyder derudover gratis sundhedstjek i forbindelse med åbningen.

Tilmelding er ikke nødvendig.

For yderligere oplysninger, kontakt

Katrine Frost Grønholt, sundhedskonsulent, tlf. 6333 8104, e-mail. kfg@nyborg.dk

 

Sidst opdateret 25. januar 2018