Visens Skib lægger til i Nyborg

Tirsdag 24. juli anløber Visens Skib Vesterhavnen i Nyborg og giver gratis koncert kl. 20 til ca. 21.15.

Underholdning ved Visens Skib

Oplev nærvær, hygge og stemning i den blå time, når besætningen indgår i svingende modspil og samspil med hinanden og ikke mindst med tilhørerne, der synger og klapper med på velkendte sange og omkvæd. Medbring evt. noget at sidde på, paraply og tæpper.

Sommertogtet med Visens Skib er det morsomst tænkelige og samtidig mest overbevisende kulturfremstød for dansk sangglæde. Besætningen på Visens Skib sejler hver dag under sommertogtet til en ny havn for at underholde gratis med danske sange og viser.

Visens Skib er organiseret som en frivillig forening, der har til formål at fremme kærligheden til og brugen af vores fælles danske og folkelige vise‐ og sangskat. Niels Skouby alias Kaptain Høiben, som ejer SY Ellinor af Ebeltoft, tog i 2000 initiativ til den sejlende viseturné.

Håber vi ses 24. juli i Nyborg - Danmarks Riges Hjerte.

 

Sidst opdateret 13. juli 2018