Afbrænding af bål til Sankt Hans

På grund af den lange tørke er der indført afbrændingsforbud i bl.a. Nyborg Kommune. Forbuddet gælder også for afbrænding af Sankt Hans bål 23. juni 2018.

Et Sankt Hans bål

Der er nogle undtagelser i forbuddet, men disse gælder ikke for afbrænding af Sankt Hans bål.

Undtaget fra forbuddet er:

  • Brug af grill på etablerede bålsteder, på sanddækkede arealer ved strandene og på uantændeligt underlag (f.eks. flisebelagte pladser eller lign.), såfremt grillen ikke placeres i farlig nærhed af antændelige overflader.
  • Brug af grill og bålfade (max. 80 cm i diameter med rent og tørt træ som ikke er haveaffald) mv. i private haver.

Forbuddet indføres i medfør af:
§5 i Forsvarsministeriets bekendtgørelse nr. 1339 af 10. december 2014 om brandværnsforanstaltninger ved afbrænding, brug af ild, lys, varmekilder m.v.

Forbuddet er gældende indtil Beredskab Fyn ophæver dette.

Ophævelsen vil fremgå på Beredskab Fyns hjemmeside www.beredskabfyn.dk

Beredskab Fyn opfordrer generelt til, at man udviser agtpågivenhed ved brug af bålfade og grill.

Vær særligt opmærksom på:

  • Bruger du grill eller bålsted i villahaver, så sørg for at have vand i nærheden (fx vandflasker, spand eller haveslange).
  • Når du hælder kul fra grillstarteren over i grillen, så vær opmærksom på, at der nemt kan spredes gnister.
  • Grillen må ikke forlades, før den er slukket.
  • Hvis du bruger engangsgrill, skal den stå på et ikke-brændbart underlag. Sluk grillen med vand, og husk også at køle området, den har stået på, ned med vand.
  • Hold øje med vinden, når du tænder åben ild - gnister flyver nemt i naturen.

Lokale byger ændrer ikke væsentligt på risikoen ved åben ild i det fri, fordi vegetationen stadig er meget tør. Ifølge DMI skal der komme flere dage med regn, før det påvirker risikoen for brand.

Beredskab Fyn 15. juni 2018.

 

Sidst opdateret 17. juni 2018