Balletbørn fra Nyborg på Det Kongelige Teater

Søndag 11. marts fik de danseglade børn fra Village Ballet - Nyborg en oplevelse ud over det sædvanlige, da de deltog i Store Balletskoledag på Det Kongelige Teater i København.

Balletdansere

Store Balletskoledag er et projekt, hvor balletbørn fra hele landet får lov at optræde på Danmarks mest prestigefyldte scene – Det Kongelige Teaters ”Gamle Scene”. Village Ballet - Nyborg’s optræden var koreograferet af balletskolens stifter og faste balletpædagog Marjolein Thur, der sammen med Biblioteksleder Birgitte Haugbøl fra Nyborg Bibliotek ledsagede børnene til København.

- De var dygtige og utroligt skarpe i deres opvisning, og de udstrålede stor begejstring, fortæller Birgitte Haugbøl, der havde fornøjelsen af at overvære opvisningen fra salen.

Village Ballet - Nyborg

Marjolein Thur, der er uddannet danser, balletpædagog og koreograf, stiftede Village Ballet i 1998. I 2016 blev balletskolen drevet af en forening. Fra 2017 er Village Ballet – Nyborg en del af Nyborg Bibliotek. Biblioteket overtog i samme forbindelse Landporten, der blev istandsat og indrettet til at rumme danseundervisning. Der optages løbende nye elever på balletskolen.

Læs mere om Village Ballet – Nyborg her

Læs mere om Store Balletskoledag her

Sidst opdateret 16. marts 2018