Påske og en ny sæson på Borgmestergården

Som altid når det bliver påske, så åbner Borgmestergården i Nyborg porten og inviterer indenfor til en ny og spændende sæson.

Plakate med påskeaktiviteter på Borgmestergården

Det sker med friskbagte boller på brændekomfuret i det gule køkken og med masser af påskeaktiviteter for hele familien.

Når der bliver tændt op i komfuret og bollerne bliver sat i ovnen lørdag 24. marts markerer det samtidig begyndelsen på en usædvanlig sæson på Østfyns Museer i Nyborg. Nyborg Slot er ved at blive restaureret og til sommer begynder selve byggeprojektet.
Borgmestergården skal danne ramme om formidlingen af både historien og slotsprojektet i de kommende år i Nyborg. Den gamle købmands- og borgmestergård er netop blevet sat i stand og helt nye udstillinger er ved at blive færdiggjort.

- Borgmestergården kommer til at danne rammen om de arbejdende værksteder og den levende formidling, hvor vi historien iscenesættes med oplevelser, duft og smag, fortæller Janus Møller Jensen, der er afdelingsleder på Nyborg Slot og Borgmestergården.

Den levende formidling, der også kommer til udtryk i de mange store events og aktiviteter i byen og på museet, bliver en central del af arbejdet med at levendegøre og formidle historien i Nyborg i tæt dialog med de nye store udstillinger og digitale formidlingsgreb på Nyborg Slot.

De mange frivillige vil i endnu højere grad være med til at levendegøre formidlingen i årene fremover med Borgmestergården som base, ikke mindst mens byggeriet på slottet står på, men også når slotsprojektet står færdig. Allerede her i påsken er der masser af spændende oplevelser for hele familien på Borgmestergården i Nyborg.

Allerede til april åbner den sidste etape af de nye udstillinger på Borgmestergården. Og der skal brygges øl, etableres urtehave, arbejdes i smedjen, sys dragter og laves med på det gamle brændekomfur og meget andet. Herfra vil rundvisninger til huset, til byen og ikke mindst til Nyborg Slot og slotsprojektet tage sit udgangspunkt. Og det hele starter med en duft af friskbagte boller fra komfuret i Det Gule Køkken.

Påske på Borgmestergården

I de tre dage op til påskens helligdage er der sjove aktiviteter for hele familien på Borgmestergården.

I Det Gule Køkken tænder vi op i det gamle brændekomfur. Kom ind i varmen og få en bid mad. Vi kan byde på klassiske skidne æg, juleskinke (julen varer jo lige til påske) og lidt sødt til ganen.

I Fadeburet kan du lave din egen sennep til og få en smagsprøve med hjem. Sennep laves 2 gange dagligt kl. 11.00 og 12.30.

Dragtlauget sidder klar i dragtstuen til at vise deres kreationer frem, og samtidig assistere, hvis du har lyst til at sy din egen autentiske dragt til f.eks. Danehofmarked. Materialerne kan evt. købes hos dragtlauget.

Hos smeden er der gang i essen, og i skolestuen kan du udfolde dine kreative sider, når vi stiller frem til påskeklip.

Der er præmier på højkant! Lav en påskekylling og vær med i lodtrækningen om et påskeæg eller tag på jagt efter skjulte påskeæg i udstillingerne og få en lille præmie med det samme. Vi ses til påske og en ny spændende sæson på Borgmestergården i Nyborg.

For yderligere oplysninger, kontakt

Janus Møller Jensen, afdelingsleder Nyborg Slot & Borgmestergården, tlf. 6531 0207, mobil: 2396 2076, e-mail: jmj@ostfynsmuseer.dk

Sidst opdateret 19. marts 2018