Gratis Peking Operaforestilling på Bastionen søndag 23. september

Du har chancen for at få en kulturel oplevelse ud over det sædvanlige, når Bastionen åbner dørene til en autentisk Peking Operaforestilling – og så er det endda gratis at deltage.

En kinesisk optrædende

Peking Opera er den mest ikoniske af de kinesiske operaer. Den kombinerer musik, sang, dans, mimekunst og akrobatik. Operaformen opstod i slutningen af det 18. århundrede og har trods en svær periode under kulturrevolutionen, udviklet sig og bevaret sin status som symbol på kinesisk kultur.

Tilskuerne vil blive præsenteret for de 4 ikoniske fortællinger; Overturning the War Chariot, Autumn River, Water Selling, og Heavenly Maid Spreading Flowers.

I den første fortælling  kæmper den generalen Gao Chong heroisk for at hjælpe sin tabende hær i et uundgåeligt nederlag.

Den anden fortælling har en mere humoristisk karakter. Her møder vi den unge kvinde Chen Miaochang, som sejler ned af floden sammen med en ældre mand i forsøget på at indhente sin hjertens udkårne Pan Bizheng. Den unge kvinde er ivrig efter at indhente sin elskede, men den ældre passager ser ikke ud til at havde lige så travlt.

Den tredje fortælling er en klassisk kærlighedshistorie om to unge elskende, Huang Guiying og Li Yangui, som ikke må få hinanden. Li Yangui er så fattig, at han lever af at sælge vand, og det er ikke helt fint nok for Huang Guiyings far, som vil sætte en stopper for forholdet.

Den fjerde og sidste fortælling er et mytisk drama udspillet gennem sang og dans. Forestillingen, som har rødder i en buddhistisk sutra,  fortæller historien om en himmelsk kvinde, som tester boddhisatvaernes og disciplenes dedikation med sin henrivende sang og dans.

Foruden operaforestillingen vil der være et lille udstillingsområde med kinesisk lertøj, og der vil efter forestillingen blive serveret kinesiske månekager.

Program

Kl. 9.45
Dørene åbner

Kl. 10.00-10.15
De besøgende har mulighed for at gå rund i et lille udstillingsområde, hvor der er udstillet kinesiske tepotter af ler.

Kl. 10.15-10.30
Kort introduktion til Peking Opera og de fire fortællinger.

Kl. 10.30-11.30
Peking Operaforestilling.

Kl. 11.30-12.00
Besøg udstillingsområdet og smag traditionelle kinesiske månekager, som er en klassisk spise i forbindelse med den kinesiske efterårsfestival.

Kl. 12.00
Dørene lukker.

Forestillingen, der udføres af China National Peking Opera Company, er arrangeret i samarbejde med China Cultural Center i København.

Sidst opdateret 13. september 2018