NemID

NemID til det hele...

NemID giver dig mulighed for at bruge samme login til både netbank, kommunen og en masse andre tjenester på nettet. Den nye digitale signatur er super enkel at bruge, og du kan tage den med overalt. Når du har bestilt en digital signatur, modtager du et nøglekort med engangskoder, som skal bruges sammen med et brugerid og en adgangskode. Når engangskoderne er brugt, får du automatisk et nyt nøglekort med posten.

Brug NemID på nyborg.dk

Har du NemID kan du skrive dine børn op til en plads i en daginstitution, melde flytning til folkeregistret eller søge om boligstøtte her på hjemmesiden. Løsningerne er bare nogle få eksempler på områder, hvor du kan bruge NemID til at kommunikere med Nyborg Kommune. Og der kommer hele tiden flere løsninger til.

Hvis du ikke allerede har en NemID?

Der er tre måder at få NemID på:

1. Bestil NemID på NemID's hjemmeside

www.nemid.nu

2. Få NemID via netbank 

1. juli 2010 begynder bankerne at udsende NemID til deres netbankbrugere, og inden udgangen af 2010 skulle alle netbankbrugere gerne have fået et NemID via banken. Du får altså NemID helt automatisk, hvis du allerede har en netbankaftale.

3. Få NemID via personlig henvendelse til Borgerservice 

Hvis du ikke selv kan bestille NemID www.nemid.nu eller via din bank, kan du få hjælp til selvhjælp ved personlig henvendelse i Nyborg Kommunes Borgerservice.

Få hjælp i Borgerservice

Borgerservice kan hjælpe med følgende:

  • Nyoprettelse af NemID
  • Udlevering af midlertidig adgangskode
  • Udlevering af nøglekort
  • Udlevering af ekstra nøglekort
  • Ny midlertidig adgangskode
  • Spærring af kode og nøglekort

Medbring legitimation

Hvis du henvender dig i Borgerservice for at få NemID, skal du legitimere dig med enten billedlegitimation eller to andre legitimationsdokumenter.

Som billedlegitimation kan anvendes:

  • Nationalt kørekort udstedt i et EU/EØS land
  • Pas
  • Forsvarets identitetskort (fra DK)
  • Natopas 
  • Politilegitimationskort (fra DK)
  • Tidsubegrænset opholdstilladelse af typerne C, D og F
  • Danske pengeinstitutters ID-kort

Der kan kun laves straks-udstedelse ved forevisning af billedlegitimation

Har du ingen billedlegitimation skal du medbringe minimum to af følgende dokumenter:

  • Dåbs- og navneattest
  • Fødsels- og navneattest
  • Sundhedskort (Sygesikringskort)
  • Seneste årsopgørelse eller forskudsopgørelse fra Skat
  • Dokumentation for udbetaling af offentlig ydelse (maks. tre mdr. gammel)

Legitimation uden billede forudsætter desuden, at mindst ét af dokumenterne er enten:

  • Sundhedskort
  • Fødsels- og navneattest
  • Dåbs- og navneattest
  • og at dokumenterne indeholder et cpr-nummer.

Ved legitimation uden billede bliver nøglekortet sendt til din folkeregisteradresse.

Der er også mulighed for at udstede NemID til blinde.

Sidst opdateret 17. oktober 2018