Fremmøde og fravær i skolen

Et fælles ansvar for forældre og skole.

Hvorfor fokus på fremmøde og skolefravær?

Skolegang og uddannelse er en central faktor for, at dit barn klarer sig godt i voksenlivet. 

Alle omkring dit barn prioriterer en tidlig og forebyggende indsats for at minimere fravær. Det sker bl.a. gennem fælles retningslinjer for registrering af fravær og for tidlig opfølgning på fravær.

Trivsel og fravær hænger sammen. Øget trivsel for dit barn betyder en bedre skolegang, og det smitter også af på fællesskabet i klassen. 

Det er et fælles ansvar mellem jer og skolen, at barnet får en god skolegang.

I Nyborg Kommune har vi fokus på:

  • Alle dage tæller!
  • At fravær er fravær. Alt fravær betyder mistet leg, læring og tid væk fra fællesskabet.
  • At fravær ofte handler om manglende trivsel. Vi skal derfor sammen finde ud af, hvor mistrivslen er - og støtte og hjælpe barnet tilbage i skolen.

Derfor er det vigtigt, at du som forælder kender fremgangsmåden, hvis dit barn har - eller får - problemer med fravær fra skolen.

Typer af fravær

Dit barns fravær bliver registeret efter tre typer:

Sygdom

Du skal som forælder sygemelde dit barn på dagen. Skolen kan ved behov kontakte hjemmet på 3. dagen for sygefraværet. Skolen kan anmode om lægeerklæring efter 2 uger.

Lovligt fravær

Klasselæreren godkender én dags lovligt fravær. Ledelsen godkender mere end én dags lovligt fravær. Anmodning om lovligt fravær bør så vidt muligt undgås af hensyn til barnets stabile skolegang og klassens øvrige elever. Udgangspunktet er, at barnet har pligt til at møde i skolen hver dag. Der laves hver gang en individuel vurdering bl.a. på baggrund af de planlagte undervisningsaktiviteter, dit barns trivsel og faglige udvikling samt tidligere fravær.

Du påtager dig, som forælder, ansvaret for undervisningen af dit barn i fraværsperioden.

Ulovligt fravær

Hvis du ikke har meddelt fraværet. Ulovligt fravær gives også ved afslag på lovligt fravær, hvor eleven alligevel ikke kommer i skole.

Du vil senest blive orienteret og inddraget, når dit barn har 10 % ulovligt fravær.

Skolen skal underrette Socialafdelingen, når en elev har ulovligt skolefravær på 15 % eller derover inden for et kvartal. Denne underretning vil ske på et møde med deltagelse af dig som forældre, skolen og socialrådgiver. Socialafdelingen kan efterfølgende træffer afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen. Afgørelsen er gældende for et kvartal.

Du skal som forælder

  • Sikre at dit barn kommer i skole til tiden
  • Melde fravær til skolen senest samme morgen  inden undervisningens start
  • Samarbejde om dit barns skolegang og trivsel
  • Overtage ansvaret for dit barns læring ved godkendt lovligt fravær

Samarbejde og dialog

Vi vægter dialogen og samarbejdet med dig og dit barn særdeles højt, i alt hvad der handler om trivsel, læring og udvikling. Derfor tager vi altid, som det første, kontakt til dig og dit barn, hvis vi oplever bekymrende fravær.

Hvis du er bekymret eller ser tegn på, at dit barn ikke trives og bliver væk fra skole, så kontakt gerne dit barns lærer.

Skolen noterer fremmødet ved skoledagens begyndelse. For elever i 5.-9. klasse bliver fremmødet også noteret i hver time.

Skolen følger fraværet for den enkelte elev tæt, og der reageres hurtigt, når klasselæreren og klasseteamet vurderer, at der grund til opmærksomhed på fraværet.

Vi vil, som oftest, indkalde til et møde vedrørende barnets fravær.

Vi har også et velfungerende tværfagligt team af psykolog, familiebehandler, sundhedsplejerske og socialrådgiver på skolen, som kan inddrages.

Spørgsmål

Hvis du har spørgsmål omkring skolens arbejde med fremmøde og skolefravær, så tag kontakt til skolen.

Kontaktoplysninger findes her

Sidst opdateret 11. november 2019