Kvalitetsstandard for hjælpemidler til personlig brug (genbrugshjælpemidler) § 112

Formålet med genbrugshjælpemidler

Hvis du har nedsat funktionsevne og problemer med at klare personlige og daglige aktiviteter i og uden for hjemmet, kan du søge om at få bevilget et hjælpemiddel fra Nyborg Kommune til udlån. Et hjælpemiddel kan fx være en rollator eller en toiletstol. 

Formålet med hjælpemidlet er at give dig mulighed for at føre så normal og selvstændig en tilværelse som muligt, og i størst mulig grad at gøre dig uafhængig af andres hjælp i dagligdagen. Hjælpemidlet skal ikke fore-bygge tab af funktionsniveau eller vedligeholde funktionsniveau.

Hvem kan få hjælp? 

Hvis du har varigt nedsat funktionsevne, og træning eller behandling ikke kan øge dit funktionsniveau, kan du søge om et hjælpemiddel. Hjælpemidlerne er som udgangspunkt genbrugshjælpemidler, og de bevilges som udlån.

Hjælpemidlet skal kompensere for din funktionsnedsættelse, så du bliver i stand til at gøre dig uafhængig af andres hjælp. 

Hvad består hjælpen af?

Hjælpemidlet skal kompensere for din funktionsnedsættelse, så du selvstændigt eller med mindst mulig hjælp bliver i stand til at udføre din personlige pleje, dine daglige aktiviteter samt at færdes i og uden for hjemmet.

Hjælpemidler kan fx være: 

  • Albuestok
  • Rollator
  • Gangstativ
  • Kørestol/el-kørestol
  • Badebænk
  • Toiletforhøjer
  • Toiletstol
  • Glidelagen
  • Strømpepåtager (kan bevilges af rehabterapeut)
  • Vægtdyne
  • Specialbestik.

Kommunen tilbyder altid det bedst egnede og billigste produkt. 

Der ydes som udgangspunkt ikke støtte til hjælpemidler, som du selv har anskaffet, inden bevillingen blev givet. 

Frit valg

I Nyborg Kommune har vi aftaler med leverandører af hjælpemidler. Det betyder, at vi efter en konkret, individuel vurdering anviser et bestemt hjælpemiddel til dig.
Du har dog mulighed for at benytte en anden leverandør end den, kommunen har aftale med. Du kan højst få refunderet et beløb svarende til den pris, kommunen kunne have anskaffet hjælpemidlet til. Hjælpemidlet må ikke være magen til det hjælpemiddel, som kommunen kan levere.

Genbrug og reparation

Hjælpemidlerne kan som udgangspunkt genbruges, og du skal derfor levere hjælpemidlet tilbage til Nyborg Kommune, når du ikke længere har brug for det.
Kommune kan yde hjælp til nødvendige reparationer af dit hjælpemiddel.

Sådan søger du om genbrugshjælpemidler

Du kan kontakte Socialafdelingen på tlf. 6333 7471 (kl. 10-12) eller pr. mail via din e-Boks, hvis du ønsker at søge om hjælpemidler.

Du kan også sende et brev.

Du kan også udfylde ansøgningsskemaet online her

Du har også mulighed for at kigge forbi vores Straksservice, for hjælpemidler (Ringvej 1C, Nyborg), mandage mellem kl. 10-12 og onsdage kl. 13-15, hvor du kan få behandlet din ansøgning på lette hjælpemidler på stedet.

Du kan forvente at blive kontaktet af en medarbejder fra Socialafdelingen, senest 2 uger efter kommunen har modtaget din henvendelse.
Medarbejderen vil informere dig om det videre forløb.

Du kan se kommunens sagsbehandlingstider på socialområdet her

Hvad er dit ansvar?

Det er dit ansvar:

  • At opgive relevante oplysninger og medvirke til kommunens udredning af dine behov og dit funktionsniveau, herunder evt. indhentning af lægeoplysninger. 
  • At passe på hjælpemidlet, som om det var din ejendom. Det er ikke tilladt at sælge, pantsætte, udleje eller udlåne hjælpemidlet.
  • At rengøre og vedligeholde hjælpemidlet.
  • Ved evt. behov for reparation af hjælpemidlet, skal det befinde sig i dit hjem.

For rollator og kørestol med luftfyldte dæk gælder, at du selv skal betale for den første årlige udskiftning af dæk og slanger. Husk at gemme dokumentation for, at du har afholdt denne udgift. 

For el-kørestol med batteri gælder, at du selv skal afholde udgifter til strøm samt til transport af el-kørestolen til dit hjem, hvis den er gået i stykker og skal til reparation. 

  • At tilbagelevere hjælpemidlet til Nyborg Kommune, når du ikke længere har brug for det. 

Godkendt i Byrådet 17.12.2019.

Sidst opdateret 30. april 2020