Faglig uddybning af kvalitetsstandard for familiebehandling

Lovgrundlag

§ 52, stk. 3, nr. 3 i Lov om social service.

Visitationskriterier 

Målgruppen kendetegnes typisk ved at være familier:

  • Hvor familiedynamikken medfører, at barnet/den unge mistrives
  • Med vanskeligheder af social, psykisk og/eller samspilsmæssig art, hvor problemerne kommer til udtryk i form af vanskeligheder for barnet/den unge, og hvor det anses for relevant at sætte behandlingsmæssigt fokus på samspillet i familien
  • Der står i en skilsmissesag, der har negative følgevirkninger for barnet/børnenes trivsel og udvikling
  • Hvor den unge har alvorlige teenagerproblemer, fx misbrug, selvdestruktion m.v.
  • Anbragte børn, hvor der er behov for at arbejde med forholdene i hjemmet, så barnet kan komme hjem igen.

Herudover lægges der vægt på, at:

  • Forældrene skal have vilje og evne til at ville det anderledes
  • Familier skal kunne reflektere over egen situation
  • Familier skal kunne omsætte råd og vejledning fra familiebehandlingen til praksis i familien og have kompetencer til at skabe og fastholde udvikling i familien.
    Der tages altid udgangspunkt i den familiemæssige situation (ressourcer og udfordringer) for på denne måde at få afklaret hvilken indsats, der bedst understøtter familien i at kunne håndtere barnets/børnenes udvikling og trivsel.

Der skal foreligge en børnefaglig undersøgelse, før der kan træffes afgørelse i henhold til denne paragraf. Der skal endvidere udarbejdes en handleplan jf. servicelovens § 140.

Hvad omfatter indsatsen?

Familiebehandling dækker forskellige typer af familierettede indsatser, der har til formål at bevare familien samlet. Derfor arbejdes der i forløbet med hele eller dele af en familie.
Familiebehandling kan omfatte forskellige aktiviteter, for eksempel:

  • Samtaler med familien
  • Gruppeforløb
  • Familiekurser
  • Observation
  • Familieaktiviteter
  • Redskaber til hensigtsmæssige samspilsformer, indbyrdes relationer, familieroller og opdragelsesmetoder.

Familiebehandlingen ydes som udgangspunkt af Familiehuset. I helt særlige tilfælde kan Socialafdelingen visitere til forløb på Nyborg Heldagsskole eller tilbud leveret af Juulskovhuset. 

Der anvendes kun undtagelsesvis anden leverandør, og kun hvis opgavens karakter gør det mest hensigtsmæssigt, fx hvis der er sproglige barrierer, der gør at Familiehuset ikke kan udføre opgaven.

Kommunens kvalitetsmål

Hjælpen ydes med respekt for den enkelte borgers holdninger og normer, herunder privatlivets grænser.

Alle afgørelser sker på baggrund af en konkret, individuel vurdering.

Leverancen er i overensstemmelse med formålet med bevillingen.

Kommunens opfølgning på bevillingen/indsatsen  

Afdelingslederen fører tilsyn med afgørelserne.

Foranstaltningen vurderes ved lovbestemte opfølgninger, første gang efter 3 måneder, herefter hver 6. måned.

Socialafdelingen fører tilsyn med, om leverancekravene er opfyldt.

Sidst opdateret 06. marts 2019