Faglig uddybning af kvalitetsstandard for efterværn i forbindelse med anbringelse

Lovgrundlag

§ 76, stk. 3 i Lov om social service.

Visitationskriterier

Kommunen skal træffe afgørelse om efterværn efter gældende regler, senest når den unge fylder 17½ år. Dette sker på baggrund af handleplanen, hvor sagsbehandleren tager stilling til, hvad der skal ske i forhold til den unges uddannelse, beskæftigelse og andre relevante forhold.

Hvis foranstaltningen har karakter af fortsat ophold på et socialpædagogisk opholdssted, døgninstitution eller i en plejefamilie, skal der foreligge en faglig vurdering, der godtgør, at den unge kan udskrives inden det 23. år.

Ved vurderingen af, om der skal iværksættes efterværn, tages der stilling til, om efterværnet vil kunne bidrage til, at den unge får en bedre overgang til voksenlivet og bliver selvhjulpen. Det er afgørende, at der sker en positiv udvikling i den unges liv i løbet af den periode, hvor der fortsat er iværksat støtte over for den unge.

Såfremt det forventes, at den unge fremadrettet vil få behov for ydelser indenfor voksenområdet, bringer sagsbehandleren sagen op på det koordinerende ungemøde i forbindelse med overgang fra ung til voksen. Sagen skal op i det år, hvor den unge fylder 17 år.

Anbringelse af over 18-årige kan kun ske, hvis den unge har været anbragt umiddelbart inden det fyldte 18. år. Et allerede etableret døgnophold forud for det fyldte 18. år kan opretholdes efter Serviceloven § 76, og et afbrudt anbringelsesforløb kan genetableres - enten på det samme eller et andet anbringelsessted.

Hvis det er muligt, skal tidligere anbragte således have mulighed for at komme tilbage på besøg på  anbringelsesstedet kortvarigt, f.eks. i forbindelse med ferier og højtider. Unge, der har været anbragt lang tid et sted, har ofte opbygget et særligt forhold til de voksne på anbringelsesstedet. Ligeledes kan nogle unge have behov for at kunne komme tilbage f.eks. i forbindelse med ferier og højtider. Nogle tidligere anbragte kan således have et meget sparsomt netværk og savne nogle at fejre eksempelvis fødselsdag og jul sammen med.

Ved det 18. år erhverver den unge selvstændig opholdskommune, hvorfor sagen overgår til den nye opholdskommune til fortsat sagsbehandling, jf. Retssikkerhedsloven § 9, stk. 1.

Hvis den unge skifter retlig handlekommune ved det 18. år, eller senere under efterværnet flytter kommune, påhviler det anbringelseskommunen/fraflytningskommunen at oversende den unges handleplan til den nye kommune. Oversendelsen sker med samtykke fra den unge.

Den nye kommune skal herefter træffe afgørelse om efterværn og udarbejde en ny handleplan efter Servicelovens § 140. Den anbringende kommune skal fortsat betale for anbringelsen.

Hvad omfatter indsatsen?

Foranstaltningen kan omfatte opretholdelse af anbringelse, kontaktperson, udslusningsordning i det hidtidige anbringelsessted samt at tildele andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge.

En anbringelse i efterværn kan være i følgende anbringelsestyper:

  • Plejefamilie
  • Netværksplejefamilie
  • Døgninstitution
  • Opholdssted
  • Efterskole
  • Eget værelse
  • Kostskole

I forbindelse med en anbringelse kan den unge få bevilget en kontaktperson. Kontaktpersonen kan være:

  • Kontaktperson fra tidligere anbringelsessted
  • Kommunens interne kontaktpersoner
  • Eksterne kontaktpersoner især i forhold til komplicerede problemstillinger.

Kommunens kvalitetsmål

Hjælpen ydes med respekt for den enkelte borgers holdninger og normer, herunder privatlivets grænser.

Alle afgørelser sker på baggrund af en konkret, individuel vurdering.

Leverancen er i overensstemmelse med formålet med bevillingen

Kommunens opfølgning på bevillingen/indsatsen  

Afdelingslederen fører tilsyn med afgørelserne.

Kommunens opfølgning sker gennem løbende vurdering og personalets observations- og underretningspligt samt gennem det kommunale personrettede tilsyn (§ 148 i Lov om social service).

Bevillingen vurderes efter behov.

Socialtilsynet fører tilsyn med leverandørerne.

Sidst opdateret 07. marts 2019